Byerne i Europa har en langt længere historie end hidtil troet, skriver Forskning.no. En gruppe forskere i Spanien har udgravet en 4200 år gammel bosættelse med solide mure og tårne af sten i regionen Murcia. Byen er således ældre end nogen andre bygningsværker på Europas fastland (ruinerne på Kreta er ældre).
I 2008 og i 2011 blev byens huse og andre bygninger gravet ud. Arkæologerne har nu også udgravet de imponerende bymure, som er mellem to og tre meter tykke. De har også udgravet en stor byport med et tilhørende tårn af sten. Murene er bygget op med mørtel som bindemiddel, og tårnene har en højde på op til syv meter. Der er tilmed en bueformet bagindgang ved porten.
»Disse sidste udgravninger og resultater fra kulstof 14 dateringerne indikerer, at La Bastida (lokationen for den udgravne by, red.) antageligt var den mægtigste by i Europa,« lyder det i en pressemeddelelse fra Region de Murcia og Autonomous University of Barcelona.
Forskerne mener, at fæstningen tyder på, at folk som boede i La Bastida havde omfattende kontakt til Østen formentlig via søvejen. Det opsigtsvækkende er, at det er sket så tidligt.
Læs også: Mystiske indskrifter sladrer om 4000 år gammel kultur





























