KORT NYT FRA UDLANDET:
Et par gode grin gør mennesker mere villige til at åbne sig over for fremmede, uden at de selv er klar over det. Det viser et nyt studie, skriver forlaget Springer i en pressemeddelelse.
Det nye studie er foretaget blandt 112 studerende fra Oxford University i England. De 112 studerende blev opdelt i 4 grupper. Grupperne fik vist 4 forskellige videoklip af 10 minutters varighed, hvoraf den ene af grupperne så comedy. De andre grupper så mindre humoristiske videoklip, deriblandt 10 minutters golf.
Studiet viste, at den gruppe, som havde set comedy, efterfølgende delte mere private detaljer om dem selv, end de andre grupper gjorde. Ifølge Alan Gray, som er forsker på Oxford University og leder af studiet, skyldes det, at et godt grin udløser kroppens eget narkotika, endorfin, som gør, at gruppens deltagere havde nemmere ved at åbne sig overfor fremmede.
De personer som delte personlige informationer, var dog sjældent klar over det selv. I stedet var det modtageren, som lagde mærke til det.
»Studiets resultater tyder på, at latter kan være et vigtigt område, for dem som er interesserede i at lære mere om, hvordan sociale relationer opstår,« siger Alan Gray til Springer.
Studiet er publiceret i Springers videnskabelige tidsskrift Human Nature.
Læs også:
Grineflip er fantastiske - også mod smerter
Alle kulturer forstår din latter og gråd
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cak





























