Københavns Universitet har oprettet samarbejde mellem en ung universitetsforsker og et biofarmaceutisk firma, som nu går i gang med kliniske test af nye vaccine-platforme.
Forskeren, Peter Holst, der i en alder af 34 år leder det nystartede Laboratorium for Eksperimentel Vaccinologi på Københavns Universitet, har samtidig fået adgang til firmaets teknologi og fortsætter sit arbejde med at knække koden på sygdomme som kræft og HIV. Det skriver Københavns Universitet.
»Firmaet Okairos , der arbejder mod sygdomme som for eksempel malaria, hepatitis og influenza, har fået mulighed for at lave nye vacciner, som kan blive testet i kliniske forsøg og komme ud til folk. Samtidig kan min gruppe og jeg arbejde med firmaets bioteknologiske redskaber, og det hjælper min forskning,« fortæller Peter Holst.
Det nye erhvervssamarbejde bygger på en opfindelse, som Københavns Universitet har patenteret: En fundamental ny måde at vaccinere på, som har potentialet til at klare selv de mest hårdnakkede infektionssygdomme, der hvert år koster millioner af liv på verdensplan.
Peter Holsts nye vaccineplatform skal give immunsystemet en langtidsholdbar, bredspektret og funktionel viden om det fremmedlegeme, der skal vaccineres mod. Og test i mus har allerede beskyttet dem mod for eksempel hjernesygdommen meningitis.
Læs også: Ny vaccine slukker milt-brand





























