En ny tænketank, Tænketanken VM - Viden om mænd, bliver lanceret i dag.
De 17 medlemmer, der har sagt ja til at gå ind i arbejdet, har beskæftiget sig teoretisk eller praktisk med mænd og maskulinitet. Det bliver tænketankens opgave at arbejde med de samfundsudfordringer, der knytter sig til drenge og mænd. Det gælder områder som drenge og uddannelse, mænd og sundhed og fædre og rettigheder.
"Det er vigtigt, at alle de erfaringer, der findes rundt omkring, bliver brugt i arbejdet for mænd og ligestilling,« siger tænketankens formand, chefpsykolog Svend Aage Madsen.
Tænketanken VM er inspireret af det mandepanel, Lykke Friis nedsatte i marts i år, og det bliver også ministeren, der 1. november får tænketankens konkrete ideer og forslag. KVINFO er sekretariat og hjemsted for tænketanken.





























