En rigtig stinkosaurus. Det må den store dinosaurus Brontosaurus have været.
I hvert fald luftede den gevaldigt ud i tarmsystemet. Så meget, at methanen fra dens prutter kan have startet en global opvarmning for 100 millioner år siden, skriver LiveScience.com.
Britiske forskere fra ’Liverpool John Moores University in the United Kingdom’ har undersøgt gasudslippet fra de såkaldte sauropoder – de store, firbenede planteædere.
Dinosaurer udledte metan
Ligesom køer i dag, udledte dinoerne store mængder af drivhusgassen metan fra deres fordøjelsessystem. Præcis hvor store mængder, ved forskerne ikke – for de kender ikke fordøjelsessystemet på de store dyr.
»Men for at kunne omsætte den mængde planter, blev de simpelthen nødt til at have mikrober i deres fordøjelsessystem. Uden en tidsmaskine kan vi dog ikke være helt sikre,« siger forskningsleder David Wilkinson til LiveScience.
I alt udledte sauropoderne – formodentlig - omkring 550 millioner ton metan om året.
»Og metan er en meget potent drivhusgas,« siger David Wilkinson.
Derfor kan dino-prutterne være en del af årsagen til, at klimaet var varmere for 100 millioner år siden.
Læs også: Dino fik magten efter naturkatastrofe





























