Når man spiser chokolade, så udløses belønnelsesstoffet, dopamin, i hjernen. Men der udløses faktisk også dopamin i nervecellerne i øjnene, når de opfanger lys – og åbenbart også, når de opfanger chokolade. Det skriver Popsci.com
De to forskellige dopaminkilder har man tidligere troet var urelaterede, men et nyt amerikansk studie peger i en anden retning.
I studiet fik forsøgspersonerne en chokoladebrownie, mens deres retinale blodårer, der sidder i øjet, fik målt deres dopaminindhold ved hjælp af elektroder. Og her viste det sig, at dopaminindholdet i øjet steg lige så meget ved chokoladebrownien, som da forsøgspersonerne fik et stof, der var designet til at give en dopaminrespons .
Studiet foreslår, at man måske i fremtiden kan studere kemisk respons på fødevarer ved at måle på øjnene, i stedet for mere besværlige målinger af selve hjernen.
Men studiet skal nok lige tages med et gran salt, da det kun omfattede ni forsøgspersoner, og forskerne bag mener også, at der skal foretages større studier.
Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Obesity.
Læs også på Videnskab.dk:
Chokoladeeksperiment afslører: Penge gør dig mindre lykkelig





























