Screening for type 2-diabetes forbedrer ikke overlevelsesraterne for disse patienter. Det viser en ny undersøgelse fra Cambridge Universitetet, ifølge Dagens Medicin.
»Studiet viser, at det, man gør i forvejen – nemlig at identificere patienterne, når de dukker op hos lægen – er lige så godt som at indkalde patienterne ved screening,« siger læge i Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) Bjørn Krølner, der har anmeldt undersøgelsen på IRF’s hjemmeside.
33 almene lægepraksiser i det østlige England blev ud fra et tilfældighedsprincip udvalgt til ikke at screene eller screene efterfulgt af en rutinebehandling eller screening efterfulgt af en intensiv diabetesbehandling og en handleplan rette mod de mange risikofaktorer, som gør sig gældende hos diabetespatienter.
Screeningen blev gennemført fra 2001 til 2006 og omfattede systematisk indkaldelse af personer i aldersgruppen 40 til 69 år med en risikoscore for diabetes blandt de 25 pct. højeste.
Efter en gennemsnitlig opfølgningstid på 9,6 år var der ingen forskelle i dødelighed mellem personer, der blev screenet og dem, der ikke blev screenet.





























