Nogle salmonellatyper har større succes end andre med at overleve produktionsprocessen i for eksempel slagtekæden på et slagteri og senere give sygdom hos mennesker. Et ph.d.-projekt fra DTU Fødevareinstituttet har undersøgt årsagerne til disse salmonellatypers succes.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har udråbt antibiotikaresistens som en af de væsentligste trusler mod menneskers sundhed. Derfor er det vigtigt at finde årsager til, hvorfor nogle salmonellatyper, som ofte er resistente over for antibiotika, har større succes end andre med at overleve gennem fødevareproduktionskæden og forårsage sygdom hos mennesker.
Med sit ph.d.-projekt testede Karoline Müller forskellige salmonellatyper i hakket kød under forskellige forhold i et laboratorium. Forholdene i laboratoriet efterlignede de forhold i et slagteri, som er relevante for salmonellatypernes overlevelse gennem slagtekæden. Derudover blev forskellige faktorer af vigtighed for deres evne til at give infektion undersøgt i forsøg med forskellige dyrecellerlinier.
Resultaterne peger på, at succes hos visse resistente typer, skyldes en kombination af flere faktorer. Salmonellatypernes evne til at optage og integrere bakteriedræbende virus fra omgivelserne øger blandt andet deres ’fitness’ eller evne til at fremkalde sygdom, og det ser ud til at være af betydning for deres succes. Den viden vil muligvis kunne bruges til at udvikle metoder til tidligt at opdage og bekæmpe de succesfulde salmonellatyper.
Læs også på Videnskab.dk:
Protein nedbryder salmonella





























