Nu er videnskaben omsider blevet sikker i sin sag - forklaringen på den store pesttragedie i 1300-tallet skal findes hos yersinia pestis, skriver politiken.dk.
Et tysk-canadisk forskerhold har efter indgående genetiske undersøgelser endeligt kunnet fastslå, at det var netop denne bakterie, der kostede en tredjedel af Europas befolkning livet i årene 1347-1352.
»Det er hævet over enhver tvivl, at den pestmikrobe, der i dag er kendt som y. pestis, også var årsag til pesten i Middelalderen«, siger dr. Johannes Krause fra universitetet i Tübingen.
Tragedien, der for længst er døbt Den Sorte Død, er en af de største sygdomsmæssige katastrofer, der nogen sinde har ramt Europa.
Kun den spanske syge, der i årene 1918-1920 dræbte op mod 50 millioner på verdensplan og en meget stor del af dem i Europa, kan i omfang delvis sammenlignes med pesttragedien.





























