Danskerne ligger i toppen med hensyn til at have entreprenante medarbejdere. Sagt med andre ord findes der mange fastansatte i eksisterende virksomheder, der er gode til at tænke i nye baner og handle kreativt - og dermed bidrage til nye forretningsmuligheder.
Det viser den såkaldte GEM-rapport (Global Entrepreneurship Monitor), der hvert år tager den internationale temperatur på iværksætterlysten i en lang række lande.
Undersøgelsen viser dog også, at Danmark nærmer sig bunden, når det handler om at starte nye virksomheder. Faktisk var tallet for hele sidste år det laveste siden 2004. Det skriver Syddansk Universitet.
Gem-undersøgelsen har analyseret iværksætteraktiviteten i 54 lande. Resultaterne, der netop er offentliggjort i den globale GEM-rapport for 2011, suppleres nu med en særlig national undersøgelse, som Syddansk Universitet står bag. Her bliver de danske resultater analyseret nærmere.
»Tiderne er svære, og potentielle iværksættere ser færre forretningsmuligheder. Men undersøgelsen viser også, at der i Danmark på trods af bundplaceringen for nystartede virksomheder er masser af skabertrang inde i virksomhederne blandt de ansatte,« siger lederen af Syddansk Universitets GEM-team, Thomas Schøtt, der er professor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse.
Undersøgelsen viser også, at mænd i højere grad end kvinder starter virksomheder, mens kvinder oftere arbejder med at lede og gennemføre idé- og forretningsudvikling inde i virksomhederne.
Læs også: Erhvervserfaring er vigtig for iværksætter-succes





























