KORT NYT FRA UNIVERSITETERNE:
»Når vi scanner hjernen på en epilepsi-patient i Afrika, finder vi meget ofte tegn på parasitter i form af cirka 1 cm store kugleformede legemer i hjernen.«
Ordene kommer fra Maria Vang Johansen, professor ved Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og sendt ud i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet (KU).
Den danske forsker vil nu forsøge at komme parasitten til livs, så den ikke kan forårsage hovedpine eller udløse epileptiske anfald hos de 50 millioner mennesker, som WHO anslår er ramt.
Større svineproduktion i Afrika syd for Sahara giver en øget udbredelse af en bændelorm, der har grise som mellemvært. Svinetintebændelormen, som ormen hedder, er ikke farlig for grisen, men i mennesker kan er der fundet en sammenhæng mellem cysterne i hjernen (kaldet tinter) og epilepsi.
»Forebyggelse er meget centralt, når vi skal begrænse spredning af sygdommen som følge af ormen, og der skal vores nye digitale værktøj sætte ind,« siger Maria Vang Johansen, der sammen med sin forskergruppe i parasitære zoonoser har udviklet programmet The Vicious Worm.
Tanken er, at tegneseriegrafik og video, omdelt på USB-stik i afrikanske lande, skal oplyse om, hvordan man undgår at blive ramt og hvordan man behandler sygdommen neurocysticercose, der giver epilepsi eller hovedpine.
Ifølge KU er næste skridt at udvikle en app til smartphones.
»Afrika har ændret sig meget med udbredelse af internetadgang og smartphones i løbet af en årrække, så det giver mening at forsøge sig med den teknologi,« siger projektkoordinator Christopher Saarnak, Institut for Veterinær Sygdomsbiologi.
Læs også:
Parasitter i hjernen giver epilepsi
Tropesygdommenes skrækkelige Top 10
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.





























