Hundredvis af arter uddør hver uge, før videnskaben overhovedet har nået at beskrive deres eksistens. Statens Naturhistorisk Museum åbner derfor Den Nationale DNA- og Vævsbank, hvor forskerne vil kunne gemme et genetisk 'blueprint' af et dyr eller en plante, så det bliver muligt at genskabe dem engang i fremtiden, skriver museet i en pressemeddelelse.
»I vores kryotanke opbevarer vi vores dna- og vævsprøver i flydende kvælstof ved en temperatur på ca. minus 150 grader, derved kan prøverne i praksis opbevares næsten uendeligt uden at ændres,« siger professor Ole Seberg fra Statens Naturhistoriske Museum og fortsætter:
»Vi nedfryser ikke dyr og planter for senere at genoplive dem, men ved at fryse dem ned, konserverer vi så at sige deres genetiske 'blueprint', og derved kan vi i princippet også gøre os håb om at genskabe et nyt identisk dyr eller plante i fremtiden ved hjælp af kloning. Men der er andre og nok mere overraskende muligheder i en samling af genomer – nemlig hurtig adgang til materiale af organismer med uventede egenskaber. Hvem ville f.eks. have sammenkædet skorpiongift med hæmning af brystkræft eller forestillet sig stærke gifte fra keglesnegle som smertestillende middel?«
Den Nationale DNA- og Vævsbank, der nu realiseres takket være en forskningsinfrastrukturbevilling på 25 mio. kr. fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, har til formål at opbevare dna- og vævsprøver fra Danmark, Grønland og Færøerne samt prøver, der er indsamlet i udlandet og har været brugt af danske forskere i deres videnskabelige arbejde. Dna- og vævsbanken kommer dermed til at fungere som en højteknologisk udvidelse af museets eksisterende samlinger.





























