Danske forskere har udviklet en ny metode, som gør det muligt at diagnosticere malaria ud fra en enkelt dråbe blod eller spyt.
Metoden vil på sigt kunne anvendes i lavressource-områder uden brug af specialuddannet personale, dyrt udstyr, rent vand eller elektricitet. Med udviklingen af metoden håber forskerne fra Aarhus Universitet at komme et skridt videre til at identificere og behandle alle inficerede malariapatienter.
Forskernes nye teknologi hedder REEAD (Rolling-Circle-Enhanced-Enzyme-Activity-Detection). Den udmærker sig i forhold til andre ”kvik-test”-metoder ved, at den kan måle, om en given Plasmodium infektion er resistent over for lægemidler. Den nyudviklede teknologi er desuden den eneste ”kvik-test”, som gør det muligt også at diagnosticere de sjældnere malariaparasitter P. ovale, P. knowlesi og P. malariae – udover de mest almindelige Plasmodium parasitter (P. falciparum og P. vivax).
Den unikke sensitivitet kombineret med muligheden for at detektere infektioner i meget små blod- eller spytprøver gør metoden velegnet til større screeningsprojekter. Dette vil have stor betydning i områder, hvor sygdommen er tæt på at være udryddet, og hvor det derfor er afgørende at identificere og behandle alle patienter, der er inficeret med en af ovennævnte malariaparasitter – også de som ikke viser sygdomssymptomer.
LÆS OGSÅ: Danske forskere er langt fremme med malariavaccine





























