Nye stærke nano-materialer fra et stort EU-støttet forskningsprojekt kan slanke personbilers vægt med helt op til 100 kg og nedsætte brændstofforbruget med fem procent.
Resultaterne kommer fra projektet ”Nanotough”, som under ledelse af Aalborg Universitet nu bliver fremhævet som succeshistorie af Europa-Kommissionens afdeling for Forskning og Innovation, skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.
- De stigende brændstofpriser og hensynet til miljøet har i forvejen fået bilindustrien til at fokusere meget på vægt. Derfor er det et vigtigt gennembrud, at vi i projektet har været i stand til at finde materialer, som kan reducere en almindelig personbils vægt med yderligere 50-100 kilo, forklarer professor Jesper de Claville Christiansen fra Aalborg Universitets Institut for Mekanik og Produktion, som er overordnet koordinator for de 11 partnere i EU-projektet.





























