KORT NYT FRA DANMARK:
Et nyt computerprogram kan sammen med en DNA-analyse finde en skjult kræftsvulst i løbet af to dage. Det skriver Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i en pressemeddelelse.
Forskerne har i de seneste år opdaget flere måder, hvorpå man kan bruge DNA-sekventering af kræftsvulster til at forudsige, om en bestemt type medicin kan hjælpe en bestemt kræftpatient. Nu kan den samme teknik også bruges til at diagnosticere kræften.
»Vi er meget glade for, at vi nu kan udnytte den samme sekventeringsdata sammen med vores nye algoritmer til at give en langt hurtigere diagnose for kræfttilfælde, der er vanskelige at diagnosticere, og til at give en brugbar diagnose i sager, der i øjeblikket er umulige at diagnosticere,« fortæller Aron Eklund fra DTU Systembiologi i pressemeddelelsen.
Han har sammen med sine kolleger præsenteret den nye metode i tidsskriftet BMC Medical Genomics.
Normalt kan lægen hurtigt finde ud af, hvor kræften stammer fra i kroppen. Men i cirka hvert tyvende tilfælde kan lægen konstatere, at patienten har kræft, uden at kunne finde kilden til kræften.
Det nye computerprogram kan i 85 procent af tilfældene finde kilden til kræften, selv når de traditionelle metoder ikke har givet resultat, fortæller forskerne.
Programmet, der kaldes TumorTracer, er baseret på analyser af DNA-mutationer i kræft-vævsprøver fra patienter med kræft-metastaser, der har bredt sig i kroppen. Ved hjælp af selvlærende computer-algoritmer kan TumorTracer regne sig frem til, hvor kræftsvulsterne sidder henne i patienten.
Forskerne forventer, at den nye metode i fremtiden vil kunne bruges til at identificere oprindelsen af frie kræftceller fra en blodprøve, og den vil derfor også kunne bruges til at overvåge raske mennesker, der har risiko for at udvikle kræft.
Læs også:
Kunstig næse kan lugte kræft på din ånde
En årlig blodprøve kan afsløre dobbelt så mange tilfælde af kræft i æggestokkene
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























