En fordobling af atmosfærens CO2-indhold vil føre til en stigning i temperaturen på 2,3 grader, viser ny forskning fra amerikanske paleoklimatologer. Det er 0,7 grader lavere end opgørelsen fra IPCC, skriver Ingeniøren.
Paleoklimatologer fra amerikanske universiteter kommer med en ny vurdering af, hvad en fordobling af atmosfærens CO2-indhold vil betyde for opvarmningen af Jorden.
Baseret på en rekonstruktion af hav- og landtemperaturerne under sidste istids kulmination for ca. 21.000 år siden har Andreas Schmittner fra Oregon State University sammen med syv andre kollegaer fra seks andre universiteter regnet sig frem til, at indvirkning af CO2 på klimaet er mindre, end det fremgår af de seneste rapporter fra IPCC – FN’s klimapanel.
IPCC anfører i sine publikationer, at temperaturen ved en fordobling af mængden af drivhusgasser vil stige med 3 grader – og at den med 66 procents sandsynlighed vil ligge inden for området 2 – 4,5 grader.





























