Pelsen skal være ren og fin. Derfor bruger chimpanser hver dag tid på at soignere sig. Med den ene hånd holder de kropshåret væk, mens den anden hånd fjerner jord eller død hud. Men det er ikke altid nemt at komme til at gøre pelsen ren på ryggen. Derfor er aberne afhængige af, at andre aber hjælper dem.
Antropolpgen Adrian Jaeggi fra universitetet UCLA i Los Angeles og hans kolleger har studeret vennetjenester hos aber, og de har fundet ud af, chimpanser danner langvarige venskaber ved at gøre hinanden vennetjenester som for eksempel at rense hinandens rygge, skriver Forskning.no. Abernes tjenester til hinanden er lige fordelt over en længere periode, og det er sjældent, at aberne lader til at holde regnskab med, om de har hjulpet andre mere end de selv har fået tilbage.
Forskerne udførte et eksperiment, hvor alt maden blev givet til en chimpanse, og forskerne observerede derefter, hvordan goderne blev fordelt. Spørgsmålet var om en enkelt kortsigtet tjeneste som lidt god kløning ville være nok til at få lidt mad, selvom man ikke var en rigtig god ven til den abe, som havde maden.
»Det viste sig, at det var vigtigere, at man var venner før (at man blev kløet. red.),« siger Adrian Jaeggi.
Med dværgchimpanser forholdt det sig helt anderledes. De har ikke et lige så veletableret hieraki i gruppen, som chimpanser har og danner ikke i så høj grad alliancer. Derfor førte det til stor forvirring, da forskerne placerede alt maden hos en af dværgchimpanserne. Faktisk turde mange af dværgchimpanserne ikke at nærme sig maden, fordi konsekvenserne af at forsøge at få fat i maden hos mad-ejeren var ukendte for dem.
Forskningsresultatet er udkommet i tidsskriftet Evolution and Human Behavior.
Læs også: Chimpanser har X-faktor





























