KORT NYT FRA UDLANDET:
Den 27 km lange partikelaccelerator, Large Hadron Collider, som løber gennem Schweiz og Frankrig 70 meter under jorden har fundet to nye, ukendte partikler. Det skriver Livescience.com.
De to nye partikler hedder Xi_b’- og Xi_b*-, og de indeholder tre kvarker hver. Kvarker er kendt som de mest fundamentale partikler, fordi de ikke er bygget op af andre mindre partikler. Protoner, der er en af hovedingredienserne i atomer, indeholder ligeledes tre kvarker.
De to nye partikler består af en down-kvark, en strange-kvark og en bottom-kvark.
Normalt smadrer LHC partikler mod hinanden ved enorme hastigheder for at opdage de ukendte byggesten til den fysik, vi kender i dag. I øjeblikket er acceleratoren under ombygning, men det forhindrer ikke, at der kan ske nye opdagelser.
Det giver nemlig forskerne mulighed for at bruge tiden på at studere nogle af de enorme mængder data, som forsøgene giver dem, og det var således i data fra mellem 2011 og 2012, der afslørede de to nye partikler.
Læs også:
CERN skruer op for energien i jagten på ny fysik
CERN: Hvorfor smadrer forskerne partikler mod hinanden?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams





























