KORT NYT FRA DANMARK
Det er ikke helt ligegyldigt, om det er en ketsjer, en puk eller en fodbold, der giver dit barn sved på panden i skolen.
Ifølge en ny undersøgelse kan det for de 8-10 årige nemlig bedst betale sig at bruge kræfterne på boldspil og cirkeltræning. Det styrker knoglerne, giver en øget muskelmasse og forbedrer balancen, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
»Hos de børn, der spillede bold tre mod tre eller deltog i cirkeltræning i 3 x 40 minutter om ugen på 3. klassetrin, var muskelstyrken øget 10 procent, balancen med 15 procent og børnenes knogletæthed var steget hele 45 procent mere end hos kontrolgruppen,« siger forskningsleder og professor Peter Krustrup fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
Over et år har han sammen med sine kollegaer målt knogle- og muskelstyrken hos 295 skolebørn, der alle har deltaget i et fast tilrettelagt træningsprogram.
Resultaterne har de sammenlignet med børn, som har dyrket den almindeligt tilrettelagte skolemotion, og det står klart, at den intensive træning har langsigtede gevinster.
»Med skolemotion for de 8-10-årige, som forbedrer både knogletætheden, muskelstyrken og balancen, har man taget de første store skridt for at forebygge knogleskørhed senere i livet,« siger ph.d. studerende på projektet Malte Nejst Larsen i pressemeddelsen.
Studiet er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift British Journal of Sports Medicine.
Læs også:
Fodbold redder knoglerne hos mænd med prostatakræft
Danske skolegårde favoriserer børn, der spiller fodbold
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv





























