Børn, hvis hjerner behandler information langsommere end deres jævnaldrende, har større risiko for at have psykotiske oplevelser. Det skriver University of Bristol i en pressemeddelelse.
Oplevelserne kan være at høre stemme, se ting, som ikke er der eller at have urealistiske opfattelser af verden omkring en, som ikke deles med andre.
Med data indsamlet fra 6.784 deltagere, som alle var børn i 90'erne, har forskere fra Cardiff University og Bristol University undersøgt, om en række kognitive tests, da deltagerne var 8, 10 og 11 år gamle, er forbundet med at have psykotiske oplevelser i tolvårsalderen.
De kognitive tests målte, hvor hurtigt børnene kunne bearbejde information samt børnenes opmærksomhed, hukommelse, logiske sans og evne til at løse problemer.
Blandt de interviewede havde 11,6 procent fastslåede eller mistænkte psykotiske oplevelser i tolvårsalderen, og resultaterne viste, at de også klarede sig dårligere i de kognitive tests.
Derudover så havde de børn, hvis hjerner blev langsommere mellem deres 8. og 11. år en større risiko for at have psykotiske oplevelser, når de nåede tolvårsalderen.
Forskerne tog højde for forældres psykiatriske historier og børnenes egen udvikling.
Skizofreni er en yderst sjælden sygdom og forekommer kun i en procent af befolkningen. Forskerne understreger, at selvom børn kan have langsomme hjerner, er det ikke ensbetydende med, at de udvikler psykotiske lidelser senere i livet.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Din hjerne er i konstant forandring
Gener for skizofreni er også gener for hjertesygdom
Vi ved for lidt om traumehjælp til børn og unge





























