Børn, der har problemer med forstoppelse, og det at holde på afføringen og vandladningen, lider af ’Bladder and bowel dysfunction’. Det er til stor fysisk gene, men det kan også føre til en stor psykisk belastning med mobning, isolation og lavt selvværd.
Hvis man behandler afføringsproblemerne først, så forsvinder en stor del af vandladningsproblemerne af sig selv. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
I undersøgelsen deltog 73 børn, som alle havde problemer med at holde på afføring og vandladning. Her startede man med at behandle børnene for deres afføringsproblemer, for så derefter at behandle for vandladningsproblemet.
Resultaterne viste, at 96 procent af børnene blev velbehandlede for afføringsproblemet, og som effekt heraf blev der også færre ufrivillige vandladninger.
Episoderne med ufrivillige vandladninger blev nedsat med mindst det halve hos to tredjedele af børnene, og en fjerdedel blev helt tørre i dagtimerne.
Læs også på Videnskab.dk:
Derfor er skidt og snavs sundt - især for børn





























