Bigift kan måske være med til at bekæmpe den pandemiske hiv-virus, der kan udvikle sig til den dødbringende sygdom AIDS. Det skriver politiken.dk.
For nylig lykkedes det forskere i et studie på Washington University School of Medicine at dræbe hiv-viruset ved at sprøjte nanopartikler med giftstoffet ’melittin’, som findes i bier, ind i det.
»Giftstoffet smelter sammen med virussets kappe og former små, pore-lignende angreb, som bryder igennem kappen og ødelægger virusset«, fortæller en af forskerne bag studiet, Joshua L. Hood, i en pressemeddelelse på universitetets hjemmeside, ifølge politiken.dk.
Studiet er et banebrydende skridt imod at udvikle en vaginal gelé, som kan forhindre spredningen af hiv.
»Vores håb er, at dér hvor hiv-virusset hærger, vil folk kunne bruge denne gelé som en forebyggende foranstaltning til at stoppe den første infektion«, siger Joshua L. Hood.
Mange andre hiv-behandlinger er tidligere forsøgt, men det unikke ved dette er, at giftstoffet kan målrettes virusset og efterlade de omkringliggende celler intakte.
Når nanopartiklerne med bigiften kommer i kontakt med normale celler, som er meget større end partiklerne, preller de af. Til gengæld passerer hiv-virusset, som er mindre end nanopartiklerne, mellem giftpartiklerne, der dermed får kontakt med virusset.
LÆS OGSÅ: Omskæring bremser HIV





























