Nu får danskerne chancen for at bestille skarpe forskere hjem til foredrag – ganske gratis. Det sker i forbindelse med videnskabsfestivallen Forskningens Døgn, der arrangeres af Styrelsen for Forskning og Innovation.
Det er gratis at bestille en forsker til et privat foredrag, bare man samler 15 mennesker, og selv sørger for forskerens transport.
»Mange oplever forskning som svært tilgængelig, men med tiltaget ”Bestil en forsker” og de mange andre aktiviteter under Forskningens Døgn får helt almindelige danskere en enestående mulighed for at opleve og stille spørgsmål til forskning på allernærmeste hold. Jeg håber, at rigtig mange vil benytte sig af tilbuddene,« siger uddannelsesminister Morten Østergaard i en pressemeddelelse fra Styrelsen for Forskning og Innovation.
Forskningens Døgn finder sted mellem d. 2 og 4. maj i år, og hvis du vil have besøg af en forsker, skal du bestille mellem den 22. februar og den 24. april på hjemmesiden www.forsk.dk.





























