Forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet har fundet ud af, at en bestemt type kulhydrater spiller en vigtig rolle for de signaler mellem cellerne, der styrer nervesystemets vækst og udvikling. Det skriver Københavns Universitet.
Dermed er videnskaben blevet klogere på den uhæmmede vækst af celler, der kendetegner den genetiske sygdom neurofibromatose og visse kræftformer. Resultaterne er netop publiceret i det anerkendte tidsskrift PNAS.
Forskerne gennemførte deres studier ved at sætte en særlig bananflue under lup. Her så de nærmere på en særlig gruppe kulhydrater – de såkaldte glykolipider – og deres betydning for cellernes komplicerede kommunikationssystem.
Studiet kan ifølge forskerne kaste nyt lys over sygdommen neurofibromatose til gavn for patienter verden over. Det forklarer Ole Kjærulff, der er lektor på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi samt hovedkraften bag den nye forskning:
»Det vigtigste ved vores opdagelse nu og her er, at vi dokumenterer en helt ny betydning af kulhydrat for cellernes interne kommunikation. Samtidig viser vi, hvordan forstyrrelser i signalvejene forårsager ændringer i cellevæksten. Det er viden som kræftforskere kan arbejde videre med,« siger han





























