For første gang er det lykkedes at producere biobrændsel, der er lige så effektivt som almindelig benzin. Opdagelsen skyldes noget så utænkeligt som små tarmbakterier, skriver NewScientist.
Indtil nu er biobrændsel blevet fremstillet på en måde, som ikke gør dem helt kompatible med de fleste moderne motorer - brændstoffet virker, men kun ineffektivt og over tid vil det ødelægge motoren.
Problemet skyldes, at biobrændslen er opbygget af kulstofkæder med den forkerte form og længde.
For at biobrændsel kan blive brugt som et reelt alternativ til fossile brændstoffer, ville det være nødvendigt at omtænke motoren eller tilføje et ekstra led i fremstillingen af biobrændsel for at gøre den mere anvendelig.
Det mente forskere fra University of Exeter i England var en dårlig løsning og i stedet for tog de generne fra et kamfertræ, jordbakterier og blågrønne alger og splejsede dem ind i DNA'et på E. coli bakterier, der blandt andet lever i vores maver.
Når de modificerede bakterier blev fodret med stivelse, så producerede bakterierne enzymer, der omdannede sukkeret til fedtsyrer, som igen blev omdannet til kulstofkæder, der var strukturelt identiske med dem, man finder i kommercielt brændstof.
»Vi producerer biologisk det brændstof som olieindustrien fremstiller og sælger,« siger lederen af projektet.
Holdet forsøger nu at opskalere projektet, så de kan begynde masseproduktion. Selvom bakterierne lige nu ernærer sig af sukker, så mener forskerne, at de kan modificere dem yderligere til at producere enzymer, der nedbryder halm eller gødning.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Jordbakterier skal rense dit drikkevand





























