KORT NYT FRA UDLANDET:
Astronomer har fundet det objekt, som befinder sig allerlængst ude i kanten af vores solsystem. Det skriver Sciencemag.org.
Det drejer sig om dværgplaneten V774104, der befinder sig tre gange så langt væk som Pluto. Forskerne mener, at den er et sted mellem 500 og 1.000 kilometer i omkreds, men det tager endnu et års tid, før de kan finde frem til dens kredsløb.
»Vi kan ikke forklare disse objekters baner fra det, vi kender fra resten af solsystemet,« siger Scott Sheppard, der er astronom ved Carnegie Institution for Science i Washington, D.C. i USA, til Sciencemag.org.
Dværgplaneten befinder sig hele 15.4 milliarder kilometer fra Solen - eller 103 Astronomiske Enheder (AU). En AU svarer til afstanden mellem Solen og Jorden.
Dværgplaneten kan enten vise sig at indgå i et af to kredsløb. Enten kan det vise sig, at dens bane bringer den tættere på vores sol, hvor den vil blive en del af de isdækkede objekter, som tiltrækkes af Neptuns tyngdekraft - eller også kan den indgå i et mere ukendt kredsløb sammen med Sedna og 2012 VP113.
Disse to dværgplaneter kommer aldrig tættere på Solen end 50 AU, og deres baner tvinger dem så langt ud som 1000 AU.
Dværgplaneten V774104 blev opdaget ved hjælp af Subaru-teleskopet på toppen af Mauna Kea på Hawaii.
Læs mere:
Flotte nye panoramabilleder fra Pluto
Hvor mange solsystemer findes der?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams





























