KORT NYT FRA DANMARK
De antibiotikaresistente er nogle farlige nogen, som vi helst ikke skal inficeres med.
Resultaterne fra et nyt studie viser nu, at mennesker, der er blevet behandlet med visse typer af bredspektret antibiotika, har en øget risiko for at blive smittet med disse bakterier. Det skriver DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.
»Af resultaterne kan vi udlede, at hvis forbruget af visse typer antibiotika til mennesker stiger, vil antallet af infektioner med antibiotikaresistente salmonella og campylobacter sandsynligvis også stige. Resultaterne understreger endnu engang, hvor afgørende vigtig mådeholden brug af antibiotika er,« siger ph.d. Maike Koningstein, der står bag studiet i samarbejde med Statens Serum Institut.
En antibiotikakur ødelægger ifølge pressemeddelelsen den beskyttende effekt af tarmens normale bakteriesammensætning – det er uanset om den sygdomsbakterien er resistent eller ej.
Men hvis bakterien er resistent over for den type antibiotika, som patienten bliver behandlet med, vil andre følsomme bakterier blive slået ihjel, og det kan ifølge pressemeddelelsen have helbredsmæssige konsekvenser for patienten.
”En sund tarmflora har overordentlig stor betydning for kroppens evne til at bekæmpe sygdom, og forstyrrelser i tarmfloraen er blevet forbundet med forskellige kroniske sygdomme såsom inflammatoriske tarmsygdomme. Også derfor bør unødvendig behandling med antibiotika undgås,« tilføjer ph.d. Maike Koningstein.
Du kan læse om metoden bag Maike Koningstein ph.d afhandling på DTU's hjemmeside.
Læs også:
Antibiotika smadrer kroppens forsvarsbakterier
Resistente bakterier kan gøres følsomme over for antibiotika igen
Tolerante bakterier får antibiotika til at fejle
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml





























