Det amerikanske forsvars forskningsafdeling har indledt en konkurrence, der skal komme med bud på udvikling af en robot, der kan sættes ind i katastrofesituationer. Det skriver Ingeniøren.
Robotter bruges allerede i farlige omgivelser, som eksempelvis ved atomkatastrofen på Fukushima i Japan eller ved bortskaffelse af radioaktivt materiel på vores eget Risø-anlæg.
Men nu ønsker det amerikanske forsvars forskningsafdeling Darpa at gå skridtet videre og se på, om det er muligt at udvikle robotter, der er i stand til at manøvrere og betjene værktøj i menneskeskabte miljøer.
Katastroferobotten skal blandt andet kunne åbne og lukke døre såvel som betjene køretøjer. Derudover skal robotten have en vis styrke og udholdenhed og kunne modtage instruktioner selv i områder, hvor der vil være dårlig radiodækning.
»Den rigtige innovation i robotteknologi kan resultere i mere effektive robotter, der bedre kan gå ind i risikosituationer og derved spare menneskeliv og afhjælpe skaderne fra naturlige eller menneskeskabte katastrofer«, skriver Darpa i en meddelelse om konkurrencen.





























