Tulbaghia, en sydafrikans løgplante, kan lindre HIV-patienters gener med svamp i munden, men desværre giver planten meget dårlig ånde.
Derfor leder en farmaceutstuderende på Københavns Universitet efter lugtfri kemi i plantens stamtræ.
Når immunforsvaret er svækket som hos HIV-patienterne, bliver de mere modtagelige og sårbare over for svampeinfektioner.
»Tulbaghia-planten har været med i en undersøgelse, hvor forskere på University of KwaZulu-Natal i Sydafrika ledte efter en effektiv og billig behandlingsmetode for HIV-patienternes svampeinfektioner. 24 lokale planter blev testet, og to medlemmer af løgfamilien – hvidløg og Tulbaghia – viste sig at have en gavnlig effekt,«fortæller specialestuderende Mette Wikkelsø.
Desværre har de to medlemmer af løgfamilien så skarp en lugt, at de sydafrikanske forskere frygter for yderligere social stigmatisering af de udsatte patienter. Derfor undersøger den danske specialestuderende om findes et lugtfrit alternativ.
»Jeg tester de to effektive planteekstrakter på fire forskellige bakterier og en svamp for at undersøge om den positive effekt stammer fra de ildelugtende stoffer, eller om jeg kan isolere et gavnligt, lugtfrit stof. Desuden er jeg med til at kortlægge slægtskabet mellem de forskellige arter af Tulbaghia for at se, om der er en sammenhæng mellem familieforhold og det kemiske indhold i planterne,« fortæller Mette Wikkelsø





























