Folk over 60 år måler blodtryk, kondi og kolesterol i en sådan grad, at eksperter på området nu taler om en decideret ’hjemmemålingsmani’. En tilstand, hvor udslagene på blodtryksmålere og skridttællere bliver afgørende for seniorernes tilfredshedsfølelse. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab og programleder ved Center for Sund Aldring, Allan Krasnik, kalder tendensen "meget markant":
»Tal er blevet et nøgleredskab til at vurdere sig selv og andre. Kondital, blodtryk og kolesteroltal - alle mulige kvantitative monitoreringer bruges til at vurdere, om man stadig er i fuld vigør og har en kropsfunktion, som da man var ung,« siger han til avisen.
»Målingerne bliver dominerende i forhold til, hvordan man opfatter sig selv. Det bliver brugt som en handlingsanvisning. I stedet for at føle, hvordan man har det, bruger man tallene, siger Allan Krasnik.
Det bekræfter antropolog Bjarke Oxlund, som også er tilknyttet Center for Sund Aldring på Københavns Universitet. Han er ved at afslutte forskningsprojektet "At leve gennem tal".
»Hjemmet er blevet en målecentral for kropstilstande. Hvor det tidligere var noget, der skulle presses ned over hovedet på folk, får de nu blodtryksmålere og skridttællere i julegave,« siger han.
Læs også: Vitamin-tilskud er måske farlige for ældre kvinder





























