To ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet løb i går med en prestigefyldt pris for bedste og mest innovative afgangsprojekt. De har udviklet en vindmølle, der kan bygges af billige, lokale materialer og sikre strøm til fattige landsbyer og katastrofeområder. Det skriver Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet.
»Vi ved, at energiforsyning er helt afgørende for udviklingen i fattige lande. Det er en grundlæggende forudsætning for at kunne opretholde en minimumslevestandard og for at kunne sparke gang i en lokal, økonomisk vækst,« siger Jakob Vernersen, der er den ene af de to studerende bag projektet.
Han modtog i går sammen med sin studiemakker, Søren Krag, en pris på 10.000 kroner fra Maskiningeniørernes Initiativfond for et innovativt ingeniørprojekt med et stærkt humanitært islæt.
I de fleste udviklingslande er det kun ti procent af befolkningen, der har adgang til strøm. De sidste 90 procent lever uden elektricitetsforsyning og har dermed meget dårlige muligheder for at forbedre deres levevilkår.
De to studerende har derfor i forbindelse med deres afgangsprojekt ved Aarhus Universitet kastet sig over den udfordring at udvikle en vindmølle, der kan bygges for meget få penge, af billige materialer og ved brug af lokal arbejdskraft.
»Vindmøllen har et ultrasimpelt design. Den skal kunne bygges af de af lokal arbejdskraft, og den må derfor i princippet ikke være sværere at gå til end en kommode fra IKEA. Men bag vores designmodel ligger et stykke ret komplekst ingeniørarbejde, der involverer både fluidmekanik, strukturel mekanik og softwareudvikling,« siger Jakob Vernersen.
Læs også: Hvorfor har vindmøller tre vinger?





























