Forskere fra forskningscentret MEMBRANES ved Aarhus Universitet har fundet den afgørende brik i et videnskabeligt puslespil, som siden 60’erne har været anset for umulig at gøre færdigt: at finde strukturen for det beskyttende proteinkompleks som dannes, når blodets hæmoglobin frigøres fra røde blodlegemer. Dette sker ved en række sygdomme som f.eks. malaria.
Opdagelsen er en 3-dimensional kortlægning af det, der i fagsprog hedder ’ haptoglobin-hæmoglobin komplekset’. Den er netop er blevet publiceret i det internationalt førende tidsskrift Nature.
Det skriver Aarhus Universitet i pressemeddelelse.
»Vores gennembrud kom, da vi efter en række mislykkede forsøg med menneskeblod gik på slagteriet efter griseblod. Det var jo ikke et specielt højteknologisk indfald, men det var, hvad der skulle til. Et lille hop over i et dyr, der ligner mennesket, og så virkede det hele pludseligt efter to år med meget mere komplicerede genteknologiske, men mislykkede forsøg,« fortæller leder af forskningsgruppen, professor dr. med. Søren Kragh Moestrup, Institut for Biomedicin.
Opdagelsen giver ny viden om det vigtige hæmoglobin, som de røde blodlegemer er spækket med. Hæmoglobin er nødvendigt for kroppen, fordi det transporterer ilt i blodet. Men det bliver giftigt og kan forårsage skade på væv og ikke mindst nyrerne, når det frigøres fra cellerne, hvilket bl.a. sker ved sygdom og infektioner. Imidlertid kan et andet protein, haptoglobin, indfange og danne kompleks med hæmoglobinet og føre det hen til en receptor, som indfanger og sluger det.
»Nu har vi vist, hvordan dette unikke og stærke proteinkompleks opstår, da det er lykkedes os at generere et 3-dimensionelt kort over atomerne ved hjælp af røntgen-krystallografi. Så nu kan man for første gang se, hvordan de to proteiner helt præcist sidder sammen i komplekset,« fortæller ph.d. Christian Brix Folsted Andersen, der sammen med specialestuderende Morten Torvund-Jensen har haft afgørende indflydelse på arbejdet.
Læs også på Videnskab.dk:





























