Da den post-apokalyptiske tv-serie ‘The Last of Us’ rullede over skærmen for to år siden, var flere nysgerrige på, om en zombiesvamp reelt kunne ende med at terrorisere verden.
Nu har forskere fundet spor af en lignende »dunet, hvid svamp«, som kontrollerer og skaber ‘zombieedderkopper’.
Det skriver Live Science.
Svampen, der blev fundet i Nordirland, befandt sig på en død skyggehjulspinder (Metellina merianae).
Svampen kaldes Gibellula attenboroughii til ære for biolog David Attenborough.
Den hjernekontrollerende svamp bruger sandsynligvis kemiske signaler til at lokke huleedderkopper (Metainae: tetragnathidae) ud af deres skjul. Derefter dræber svampen edderkoppen og bruger dens lig til at frigive sine sporer, skriver forskerne i et nyt studie.

Når svampen dræber edderkoppen, bruger den antibiotika til at bevare liget, samtidig med at edderkoppen mumificeres.
Selvom den hjernekontrollerende svamp lyder noget frygtindgydende, kan den faktisk have en positiv påvirkning for mennesker.
For den antibiotika, som svampen producerer, kan potentielt bruges til at udvikle medicin til mennesker.
»Det er en medicinsk skattekiste,« siger Harry Evans, hovedforfatter til studiet, til Live Science.
Forskerne tog DNA-prøver fra svampen, som kun er fundet i Nordirland, for at bekræfte, at der var tale om en hidtil ukendt art.

Men på de britiske øer er der potentielt mange flere svampe, måske »op til 10, 20 millioner arter«, siger Harry Evans.
Selvom svampeinfektioner bliver stadigt farligere, skal vi ikke regne med en pandemi af svampeinficerede mennesker, som vi tidligere har skrevet om på Videnskab.dk.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Fungal Systematics and Evolution.






























