Vores nærmeste slægtninge er fulde af overraskelser

Vi mennesker er primater. Dermed er vi en del af en stor familie på hele 521 arter, der omfatter de egentlige aber, menneskeaberne og halvaberne.

Verdens mindste primat, pygmæmusemakien, vejer kun 30 gram. Det er 7.000 gange mindre end den største af dem alle, den østlige lavlandsgorilla med en vægt på op til næsten 210 kg.

Og det er bare ét eksempel på mangfoldigheden hos vores vilde familie, der er fuld af overraskelser – men som desværre også er ved at forsvinde.

Pygmæmusemakien ("Microcebus berthae") fra det sydlige Madagaskar er verdens mindste primat. Den lillebitte lemur vejer kun omkring 30 gram, det samme som en husmus. Arten blev først beskrevet i 2000. (Foto: Shutterstock)

Østlig lavlandsgorilla ("Gorilla beringei graueri"), den største af de fire gorilla-racer med en vægt på op til 209 kg. Kahuzi-Biega National Park, Demokratiske Republik Congo. (Foto: Shutterstock)

Kattalemuren ("Lemur catta"), den mest kendte af lemurerne. Kattalemur-hannerne afgør magtstridigheder med stinkkampe, hvor de sender ildelugtende duftsignaler over mod deres modstandere. Madagaskar. (Foto: Shutterstock)

Sulawesi-spøgelsesabe ("Tarsius spectrumgurskyae"). Spøgelsesaberne er små, nataktive jægere med de relativt største øjne af alle pattedyr og en fantastisk springkraft, der synger med ultralyde, så vi mennesker ikke kan høre det. De kunne ligne halvaber såsom galagoer, men er nærmere beslægtet med de egentlige aber. (Foto: Mogens Trolle)

Hvidhåndet gibbon ("Hylobates lar"), den mest vidt udbredte af de 20 arter af gibbon. Gibboner kaldes også for små menneskeaber, og typisk for menneskeaber mangler de hale og har lange arme. De er specialiserede frugtædere og vigtige frøspredere for mange af de største træer i Sydøstasiens regnskove. (Foto: Shutterstock)

1 / 5

I 2008 lavede IUCN/SSC Primate Specialist Group en grundig gennemgang af bevaringsstatus for verdens primater. Den viste, at omkring 50 procent af arterne var truede. I dag, halvandet årti senere, er tallet steget til hele 67 procent.

Tabellen nedenfor er en helt ny opgørelse, der viser, hvor mange procent af de forskellige primatarter der er truede.

Truslen mod primaterne vender vi tilbage til. Først vil vi præsentere jer for nogle af de forunderlige og fantastiske familiemedlemmer, som vi mennesker har svært ved at give plads i verden - for der er uendeligt mange fascinerende historier om primaternes avancerede og finurlige tilpasninger og adfærd.

Vi har udvalgt tre eksempler fra henholdsvis halvaberne, de egentlige aber og menneskeaberne, der forhåbentlig kan være med til at gøre nysgerrigheden større.

Hvis den nysgerrighed bliver omsat i handling, vil flere primater have muligheden for at klare sig, så fremtidens børn også vokser op i en verden fuld af aber.

Giftblandere

Plumplorier er haleløse og nataktive halvaber fra Sydøstasiens tropeskove. De er ikke de hurtigste dyr i skoven. Det afspejles i deres engelske navn, slow lorises.

For at kompensere for det har de udviklet et helt særligt forsvar. Plumplorier er de eneste primater, der bruger gift, og de eneste pattedyr, som selv blander deres gift.

På indersiden af overarmen har de en kirtel, der udskiller et olieagtigt sekret. Dette sekret er ikke giftigt i sig selv, men når plumplorien tager sekretet ind i munden og blander det med sit spyt, så sker der en kemisk reaktion, som skaber en potent gift. Dermed får den et smertende giftigt bid, som den kan forsvare sig med.

Giften er stærk nok til at slå mus ihjel. Mennesker, der bliver bidt af en plumplori, reagerer forskelligt. I grelle tilfælde kan det medføre livstruende blodtryksfald, forstyrrelser i hjerterytmen, iltmangel i organerne, rygsmerter og besvimelse.

Hannerne smører sig selv ind i gift, når de skal slås med hinanden. Mødre kan smøre deres unger ind i giften, når de skal efterlade dem for at tage ud på deres natlige ture efter mad. Det får ungerne til at lugte som en sur sok, og forsøg har vist, at lugten får rovdyr som tiger, leopard, træleopard og malajbjørn til at trække snuden til sig.

Graviditetskontrol

Hunner af Sydamerikas silkeaber – marmosetter, tamariner og løveaber – har en unik evne til at forhindre deres store døtre i at blive gravide. De manipulerer dem med særlige duftsignaler, feromoner, så de ikke kan få ægløsning. Når ikke døtrene får deres egne unger, kan de nemlig hjælpe moderen med at tage sig af hendes seneste afkom. Det er del af en højt specialiseret reproduktionsstrategi.

Silkeaber er usædvanlige blandt aber ved altid at få tvillinger og ved at moderen stort set ikke involverer sig i ungerne udover at give dem mælk. Børnepasningen er overladt til faderen og de større søskende i familien.

At være gravid og producere mælk - nogle gange endda på samme tid - er uhyre energikrævende for en hun og tvinger hende til at bruge ekstra meget tid på at få føde.

Hvis hun så ydermere skulle bruge energi på at slæbe rundt på et hold tvillinger, ville det være svært at få hverdagen til at hænge sammen. Men fordi faderen og de store søskende tager sig af ungerne, kan moderen koncentrere sig om at sætte afkom i verden.

Det særlige familiesamarbejde gør, at silkeaber kan få flere unger på årsbasis end alle andre aber. Marmosetter kan få tvillinger to gange om året. Behovet for at producere mange unger hænger sammen med, at de små silkeaber er på menuen hos et utal af rovdyr og rovfugle i Sydamerika.

Mødrenes evne til med dufte at gøre deres teenagedøtre til børnepassere spiller en central rolle i deres overlevelse.

Redebyggere

Tænk at gå i seng hver eneste nat med rent sengetøj. Chimpanser går endnu videre og sover hver nat i en helt ny seng.

Dagen starter ved daggry med morgenmad og familiehygge. Enkelte bliver lidt i toppen af træerne og siger farvel til nattens leje. Andre har mere travlt med at komme i gang med dagen.

I løbet af den første times tid er der fortsat ro over flokken. Nogle spiser videre, ungerne leger og driller ofte de voksne. Det er en del af den sociale træning, der styrker gruppen og dermed overlevelseschancerne.

Efterhånden bryder de op i mindre grupper og går hver til sit. De kan gå i vidt forskellige retninger i skoven og have dage, der adskiller sig lige så meget fra hinanden som en menneskefamilie, hvor man tager i børnehave, skole og går på arbejde.

Der kan ske meget i løbet af en dag. Først og fremmest skal der skaffes en masse mad. Gode frugttræer besøges. Det kræver indgående kendskab til lige præcis hvornår de mange forskellige frugter er modne og hvor træerne står i skoven. Nogle chimpanser har adgang til mere end 100 forskellige frugtbærende arter, der allesammen har deres egen modningscyklus. Friske blade fra andre træer kan også være en delikatesse.

Men chimpanserne vil heller ikke spise hvad som helst. Nogle går på jagt efter mindre aber. I Uganda er colobusaber et særligt foretrukkent jagtbytte. Indimellem er det også nødvendigt at patruljere området for indtrængende chimpansegrupper, der er på jagt efter hunner. Der er mange farer, og det kræver, at man konstant er på vagt.

Men uanset hvordan ens dag har været og hvor man har været henne, så samles gruppen hver eneste aften det samme sted. I modsætning til os mennesker, der for det meste tager hjem til den samme destination, når dagen går på hæld, er det et nyt sted hver aften.

Og det mest bemærkelsesværdige er, at hver eneste aften bygger chimpanserne en ny, frisk rede at sove i. Det er avancerede konstruktioner, de er komplicerede at lave og der er forskellige måder at lave dem på. Men uanset hvordan klima og livsbetingelser er, så gør de det alle sammen.

Vi har endnu ikke et klart billede af hvorfor. De bliver ikke brugt til at tiltrække en mage eller passe på afkommet som hos for eksempel fugle. De bliver kun brugt som et godt og sikkert sted at sove i og kun for en enkelt nat.

Det giver bedre fred for rovdyr, hjælper til at holde den rette temperatur og så er en frisk seng også en bedre beskyttelse mod sygdomme.

\ Læs også

Anerkendt abeforsker: Vi skal turde tale om lighederne mellem dyr og mennesker

En enorm diversitet

Det er bare tre eksempler på de højt specialiserede primaters enorme diversitet, en diversitet der gælder størrelse og adfærd såvel som udseende, levesteder, kost og måder at kommunikere på.

Og det er resultatet af en familiehistorie, der går omkring 65 millioner år tilbage i tiden. Vores slægtninge har spredt sig over hele kloden og tilpasset sig de mest utrolige vilkår. Det har gjort dem til en af de mest diverse dyregrupper i Jordens historie.

Men i dag er flere og flere af dem pressede til grænsen af eksistensen på grund af skovrydning, bushmeat-handlen , sygdomme overført fra mennesker, kæledyrshandel, traditionel medicin og alle mulige andre konsekvenser af menneskets adfærd.

Vi er overalt, og vi presser den naturlige balance, hvor vi kommer frem. Det mærker primaterne. Hvis vi ikke passer på, så risikerer vi i løbet af ganske få årtier kun at kunne opleve de fleste af dem i zoologiske haver og på museer.

Det er synd. Ikke kun for os, men også for verden. Ikke mindst fordi primaterne spiller en vigtig rolle i de økosystemer, de lever i.

Viden kan give håb

Det virkelig uhyggelige er, at primaterne kun udgør den metaforiske top af isbjerget. Primaterne er naturens stjerner, berømthederne, som vi genkender og kan relatere til, fordi de er nuttede, sjove, højt intelligente, udtryksfulde, imponerende og ligner os selv så meget.

Men de dækker over et biodiversitetstab blandt andre og langt mindre ikoniske dyr, planter og svampe, der lige nu repræsenterer den 6. globale masseuddøen i livets historie på jorden.

\ Læs også

Forsker: Regnorme er vigtigere end pandaer

Den mest effektive beskyttelse er viden om primaterne og deres fantastiske verden. Hvis vi er klar over, hvad vi er ved at miste, er det lettere at gøre en indsats for at bevare dem.

Derfor er vi nødt til at tænke forskning og naturbevarelse sammen med en stærk formidlingsindsats, der rammer så bredt som muligt, så vi i fællesskab kan presse på for at træffe klogere beslutninger lokalt og globalt.

\ Læs også

Aber hjælper fremmede

Alfa-aber lærte at vente, til det blev deres tur

Primatologen Jane Goodall advarer: »Hvis vi fortsætter på denne måde, udsletter vi os selv«