Ingeniørens videnskabsredaktør, Jens Ramskov, har modtaget H.C. Ørsteds Sølvmedalje.
Det skriver Ingeniøren.
Sølvmedaljen gives for fremragende forskningsformidling af naturvidenskab til offentligheden over en længere årrække. Medaljen gives af Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) i Danmark.
SNU skriver i deres indstilling af redaktøren:
»Hans dybe indsigt i teknisk videnskabelig forskning gør det muligt for ham at formidle til de teknisk orienterede læsere af netop Ingeniøren, så de kan relatere den nyeste forskning til deres eget fagfelt. Men han viger heller ikke tilbage for at begive sig dybt ind i grundforskningens univers, fx inden for kemi og matematik. Derfor er man altid blevet klogere, når man har læst en artikel af Jens Ramskov.«
Det er kun tredje gang, at en H.C. Ørsted-medalje går til en journalist. Medaljen, der har været tildelt fremragende formidlere siden 1980, går oftest til professorer eller lektorer.
Ingeniøren har skrevet en artikel om Jens Ramskovs arbejde og store indflydelse på redaktionen, og den kan du læse her.
tkt





























