Hvordan bestemmer forskere sig for, hvilken slags planter, der skal forskes i? Der er mange kriterier, som kan sættes op, blandt andet hvor vigtig en plante er i et økosystem, eller hvor sjælden den er.
Men hvad er egentlig det afgørende? Ifølge et nyt studie i tidsskriftet Nature Plants kan det være, at planter, vi synes, er pæne og iøjefaldende får for meget opmærksomhed.
Forskerne fra blandt andet Universitetet i Torino i Italien har gennemgået hundredvis af forskningsartikler, som omhandler planter, der vokser i et område i de sydvestlige Alper.
Artiklerne er publiceret mellem 1975 og 2020, og forskerne har set på egenskaberne blandt de planter, der bliver forsket i.
De fandt, at artiklerne oftest studerede planter, som var lette at få øje på. Planterne havde høj stilk, klare farver og var meget udbredte. De mest studerede planter havde klare, blå blomster. De næstmest studerede planter havde hvide eller røde blomster.
Alle disse planter blev oftere studeret end mere 'anonyme' planter med brune eller grønne farver, som lettere går i ét med baggrunden.
»Kender det fra mig selv«
»Det bekræfter noget meget velkendt,« fortæller planteforsker Kristian Hassel til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.
Han er planteforsker og professor ved Videnskabsmuseet ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU), og han har specialiseret sig i mos.
»Jeg kan genkende mig selv i det; særligt fordi jeg arbejder med undseelige arter.«
Kristian Hassel har set på det nye studie og fortæller, at han kan nikke genkendende til følelsen. Han deltog ikke i forskningen.
»Jeg arbejder selv med mos, og de er små og grønne. Jeg har svært ved at rekruttere kandidatstuderende.«

Overraskende fund
Kristian Hassel finder visse af studiets fund overraskende.
Det spiller eksempelvis ingen rolle, om planterne var sjældne er udrydningstruede og på den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN's såkaldte rødliste, som er fortegnelsen over plante-, dyre- og svampearter, der er blevet vurderet til at være i risiko for at uddø.
Der bliver forsket mere i 'pæne' planter – uanset om de er sjældne eller truede.
»Sjældne arter fik ikke mere opmærksomhed,« siger Kristian Hassel til forskning.no.
Økologisk vigtige?
Forskerne mener, at afgørende viden om mere anonyme, sjældne eller viktige planter kan gå tabt, hvis det forskes for meget i planter, som måske er mere attraktive og mere udbredte.
Kristian Hassel påpeger, at det måske er lettere at få forskningen finansieret, hvis planterne er mere udbredte og kan bruges til at sige noget mere generelt om planter.
Men så bliver de mere anonyme, men stadig vigtige og videnskabeligt interessante planter overset, mener Kristian Hassel.
I Alperne finder man for eksempel meget specialiserede arter, som ikke findes andre steder – endemiske arter. Det er arter med unikke tilpasninger til miljøet, men som ikke er udbredte.
\ Læs mere
Tager for meget plads i forhold til bevaring
På denne måde er der måske et samspil mellem forskernes præferencer og muligheden for forskningsfinansiering, mener han.
»Det kan handle om opmærksomhed i forhold til dem, som uddeler midler til projekter, som man måske skal holde i baghovedet,« siger Kristian Hassel.
»At vi ikke ender med en overvægt af de store smukke planter. Det er også meget spændende med de små grå.«
Han understreger dog, at forskning i planter og dyr, der fungerer som blikfang, også har værdi, men at der er risiko for 'overstudering' og for, at det tager for meget plads i forhold til bevaring.
Forskerne mener, at resultaterne kan bruges til at udarbejde mere objektive kriterier for blandt andet plantebevaring.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.






























