Massive skovbrande, skolende hedebølger, voldsomme orkaner: Sommeren 2023 har været den varmeste nogensinde målt, siden man begyndte at registrere de globale temperaturer i 1940.
De høje temperaturer blev gjort mere sandsynlige af menneskabt global opvarmning, viser en analyse fra nonprofitorganisationen Climate Central.
Analysen baserer sig på det såkaldte Climate Shift Index, der bruges til at vurdere, hvor meget klimaforandringer har påvirket vejret. Du kan læse om hvordan i faktaboksen herunder.
\ Hvordan virker Climate Shift Index’et?
Indekset gør brug af 22 forskellige klimamodeller til at simulere en verden med og uden drivhusgasudledning for at blive klogere på, hvor ofte bestemte temperaturer forekommer med og uden menneskeskabte klimaændringer.
Herefter kigger man på de faktiske temperaturer fra de seneste 30 år for at beregne, hvor meget temperaturændringerne skyldes den globale opvarmning.
Du kan læse mere på Climate Centrals hjemmeside.
Forskerne fandt, at næsten halvdelen af verdens befolkning - over 3,8 milliarder mennesker - oplevede mindst 30 dage denne sommer med meget varme temperaturer, som var mindst tre gange mere sandsynlige på grund af klimaændringer, fortæller Climate Central på deres hjemmeside.
Mindst 1,5 milliarder mennesker var udsat for »en meget stærk påvirkning af klimaændringer« hver eneste dag mellem juni og august, skriver de.
Analysen lægger sig i tråd med tidligere forskning, der viser, at menneskeskabte klimaforandringer med al sandsynlighed er roden til de abnormalt høje temperaturer (se eksempelvis her og her).
Blandt andet konkluderede forskere fra World Weather Attribution, at menneskeskabte klimaforandringer har gjort hedebølger som eksempelvis den, der plagede Kina i juli, mindst 50 gange mere sandsynlige.
»Ifølge opgørelserne er sandsynligheden for hedebølger af den kaliber, vi ser nu, så lille, at det næsten er matematisk umuligt at forholde sig til,« fortalte vejr- og klimaforsker Eigil Kaas tidligere på sommeren i en artikel på Videnskab.dk.
»I Europa, det sydvestlige USA og det nordlige Mexico er heden så ekstrem, at den reelt ikke kunne være opstået under et tidligere klima,« tilføjede han.
De høje temperaturer ser kun ud til at stige. Forskere mener, at næste år sandsynligvis bliver endnu varmere på grund af ankomsten af El Niño - et naturligt vejrfænomen, der medfører varmere end gennemsnitlige havoverfladetemperaturer, hvilket gør hele kloden varmere.
jg






























