Kobraslanger er både fascinerende og skræmmende. De kan kendes på 'hætten' bag ved hovedet, som udspiles som led i en karakteristisk truende opvisning, når slangen føler sig truet eller bliver forstyrret.
Men det er ikke den eneste forsvarsmekanisme, kobraslangerne har at gøre godt med.
Visse kobra-arter har særlige hugtænder med små åbninger, som gør dem i stand til at spytte eller sprøjte gift, som kan ramme offerets øjne fra en afstand på op til 2,5 meter.
Af denne grund bliver de kaldt spyttende kobraer.
Evnen udviklede sig tre gange uafhængigt af hinanden
De er bemærkelsesværdigt, at denne unikke tilpasning har udviklet sig uafhængigt hele tre gange i en lille gruppe afro-asiatiske slanger:
- En gang blandt afrikanske kobraer
- En gang blandt asiatiske kobraer
- En gang blandt ringhalsede spyttekobraer
Selvom de fleste slanger bruger deres gift til at nedlægge byttedyr, bruger de spyttende kobraer ikke spytteteknikken, når de jager, men udelukkende som selvforsvar.
I et nyligt studie testede vi de spyttende kobraers gift for at se, hvilke toksiner vi kunne finde, for at afdække årsagen bag udviklingen af denne defensive adfærd.
Vores resultater viser, at udviklingen muligvis skete for at afværge angreb fra vores tidlige forfædre.
\ Læs mere
Unik giftcocktail
Slangegifte er komplekse blandinger af proteinbaserede toksiner, der primært bliver anvendt til at skaffe føde ved at nedlægge byttedyr hurtigt og effektivt.
Selvom slanger bruger deres gift som selvforsvar, for eksempel når de bider mennesker, indikerer størstedelen af evidensmængden, at sammensætningen af giften er udviklet for at skaffe føde og ikke som selvforsvar.
Gift i hugtænderne (som blandt hos kobraerne) forårsager for det meste lammelser.
Det skyldes en overflod af neurotoksiske toksiner (på engelsk kaldet 'neurotoxic three-finger toxins'), der hæmmer neurotransmissionerne, som sender signaler fra nervesystemet til byttedyrets muskler.
Kobraerne har unikke toksiner (kaldet cytotoksiner), der ødelægger cellerne i stedet for at blokere neurotransmissionen.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Toksisk teamwork
Vores forskning viser, at spyttende kobraer har højere forekomst af en anden toksinfamilie (kaldet phospholipase A2 (PLA2) i deres gift sammenlignet med deres ikke-spyttende sidestykker.
Fordi disse kobraer spytter af defensive årsager, er det det første bevis på en defensiv drivkraft bag giftudviklingen blandt slanger.
Mange dyr bruger deres gift defensivt ved hurtigt at påføre deres angribere voldsomme og alvorlige smerter.
Vi satte os for at afdække, om de spyttende kobraers defensive gift er særlig smertefuld ved kontakt.
For at vurdere den smertefremkaldende aktivitet testede vi kobraernes gift på isolerede museneuroner, der er ansvarlige for følelse i øjne og ansigt.
Stor overraskelse
Vi havde mistanke om, at de spyttende kobraers PLA2'er aktiverer disse neuroner og potentielt forårsager smerter.
Til vores store overraskelse var PLA2'erne ineffektive i sig selv. Det var cytotoksinerne, toksinerne i både spyttende- og ikke-spyttende kobraer, der forårsager aktiveringen af neuronerne.
Blandingen af PLA2'er og cytotoksiner får denne aktivitet til at stige dramatisk.
Det indikerer, at de spyttende kobraer øgede forekomsten af PLA2'er i deres gift over tid for at gøre de allerede tilstedeværende cytotoksiner mere effektive som en smertefremkalder.
Spytteteknikkens evolutionære udvikling, som fandt sted tre gange uafhængigt af hinanden, blev hver gang ledsaget af de samme komplekse, synergistiske ændringer i giftkompositionen.
Satte menneskets forfædre gang i evolutionen?
Udspytningen af gift er en unik adfærd, som kun findes blandt en lille håndfuld tætbeslægtede slangearter.
Alligevel udviklede dette forsvarssystem og den specifikke blanding af toksiner, der forårsager mere smerte, sig tre gange uafhængigt af hinanden – og udelukkende indenfor denne lille gruppe.
Denne forsvarsadfærd blev sandsynligvis stimuleret af et meget stærkt selektivt pres. Vi mener, at flere faktorer gør, at pilen peger på menneskets forfædre i denne sammenhæng.
Mange primater vil uden den mindste tøven dræbe en slange, hvis de føler sig truet – ofte ved hjælp af et våben eller redskab, som en sten eller en kæp. Selvom disse våben ikke altid er dødbringende, kan de forårsage alvorlig skade.
Vores tidlige forfædre, som gik oprejst på to ben, var næsten med sikkerhed en endnu større trussel på distancen i forhold til til deres slægtninge, der ikke gik oprejst.
\ Læs mere
Dukkede op som udviklingslinjerne delte sig
Det krævede en forsvarsadfærd som en spytteteknik, der kunne nå langt.
Tidspunktet for giftspyttets evolution falder sammen med afgørende tidspunkter i udviklingen af menneskets tidlige forfædre.
De første spyttende kobraer dukkede op omtrent på samme tid, som de to udviklingslinjer, der skulle blive til henholdsvis chimpansen/bonoboer og mennesket, delte sig for cirka syv millioner år siden.
Blandt asiatiske kobraer fandt udviklingen af spytteknikken sted samtidig med Homo erectus' ankomst i Asien for cirka 2,5 millioner år siden.
Der er desuden fundet fossiler af spyttende kobrahugtænder ved forhistoriske hominin-lokationer som menneskehedens vugge i Afrika.
Evidensmængden er ikke entydig
På nuværende tidspunkt er evidensmængden ikke entydig, så vi har brug for yderligere beviser.
Udspytning af gift som respons på at blive trampet på af flokdyr eller jaget fugle eller pattedyr er langt mindre understøttet.
Yderligere fossiler kan understøtte eller afkræfte vores hypotese; især fossile rester af spyttende kobraer, fra før udviklingslinjerne, der skulle blive til henholdsvis chimpansen og mennesket, delte sig, vil modgå vores hypotese.
Hvis vores fjerne forfædres tilbøjelighed til at angribe slanger med sten og kæppe udløste evolutionen af specifikke defensive adaptioner blandt slanger, som stadig er at finde i dag, bør vi tænke over vores plads i Jordens historie.
I stedet for at være to helt adskilte slægter, havde vores fjerne forfædre måske direkte indflydelse på disse dyrs udvikling.
Nicholas Casewell modtager støtte fra Wellcome Trust, Royal Society, Medical Research Council, NIHR og DFID. Wolfgang Wüster modtager støtte fra The Leverhulme Trust. Harry Greene og Taline Kazandjian hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
