I mere end 60 millioner år fløj gigantiske søfugle med gigantiske vingefang rundt på Jorden ved Antarktis, der dengang havde et helt anderledes og mere varmt klima.
Søfuglen af familien pelagornithidae er blevet undersøgt af forskere, der vurderer, at søfuglen havde et vingefang på 6,4 meter, skriver Phys.org.
Fossilet blev oprindeligt fundet i 1980’erne og vurderet til at være 40 millioner år gammelt, men efter en revurdering af et hold palæontologer, har man opdaget, at fossilet i virkeligheden er omkring 50 millioner år gammelt.
Søfuglen havde et dobbelt så stort vingefang som nutidens største fugl, albatrossen.
\ Læs mere
Familien pelagornithidae havde skarpe ‘knoglelignende’ tænder, som de brugte til at fange blæksprutter og fisk fra havet.
»Med et vingefang på mellem 5 og 6 meter viser undersøgelsen, at fugle kort efter dinosaurernes masseuddøen for 65 millioner år siden på kort tid udviklede sig til gigantiske størrelser, der dominerede verdenshavene i millioner af år,« siger Peter Kloess, der er hovedforfatter bag studiet og tilknyttet University of California, Berkeley, ifølge Phys.org.
Fossilerne fra den sidst kendte pelagornithidae-fugl, som man har kendskab til, stammer fra 2,5 millioner år siden, hvor klimaforandringer medførte, at Jorden blev koldere og koldere.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.






























