I 2021 konkluderede et amerikansk forskerhold fra Florida State University i USA, at den grønlandske indlandsis - i takt med at den smelter - udleder voldsomme mængder kviksølv.
Det skrev Videnskab.dk en artikel om, som du kan læse her.
Nu har forskere fra blandt andet GEUS og Aarhus Universitet tilbagevist den konklusion med et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Sciences Advances.
Det skriver GEUS og Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Da forskningsartiklen i 2021 blev publiceret, vakte det stor opsigt i det videnskabelige miljø, at den enorme kviksølvfrigivelse ikke var blevet opdaget før.
Målingerne viste, at der skulle være 100 til 1.000 gange de koncentrationer af kviksølv, som man normalt ville forvente at finde.
\ Hvorfor er udledning af kviksølv skadeligt?
Kviksølv er et naturligt forekommende metal, men for store mængder kan være skadeligt.
Når kviksølv forurener havet, ender det blandt andet i fisk og andre havdyr, som mennesker spiser. Det er den største kilde til indtagelse af kviksølv.
Kviksølv kan forårsage en række alvorlige sundhedsskader. Blandt andet kan det skade nervesystemerne allerede i fosterstadiet med en risiko for langsommere indlæring og udvikling hos børn.
Derfor er brugen af kviksølv begrænset eller forbudt i mange produkter, mens Danmark arbejder på at få så omfattende begrænsninger på brugen af kviksølv som muligt.
Kilde: Miljøstyrelsen
\ Læs også
Årsagen til de usædvanligt høje koncentrationer blev ikke fastlagt med sikkerhed, men antagelsen var, at det måtte stamme fra grundfjeldet under Indlandsisen.
Den opsigtsvækkende teori besluttede forskere fra GEUS og Aarhus Universitet sig for selv at efterprøve, og deres prøver gav et helt andet, ikke-alarmerende resultat.
Senere udvidede de feltundersøgelserne med flere prøvetagninger i Grønland, som understøttede resultaterne fra deres første prøver.
Resultaterne fra begge omgange af prøvetagninger er meget klare. Det forklarer en af forskerne bag studiet Christian Juncher Jørgensen, der er seniorforsker på Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.
»Konklusionen af vores studie er, at smeltevand fra under den grønlandske indlandsis har et meget lavt indhold af kviksølv. Der er således en meget begrænset risiko for både lokalsamfund og det naturlige miljø i Grønland,« siger Christian Juncher Jørgensen i pressemeddelelsen.
Forklaringen på, hvorfor det oprindelige studie fik en så høj koncentration af kviksølv, er endnu ikke blevet afklaret.
Ifølge Christian Juncher Jørgensen er der dog klare indicier i studiet, som tyder på, at resultatet kan stamme fra en forurening af prøverne, inden de blev analyseret, hvilket skete flere år efter prøvetagningen.
jso






























