Osende biler, flytrafik - og vildsvin.
Ifølge forskere fra University of Queensland i Australien kan invasive, vilde grise, føjes til listen over ting, der udleder enorme mængder CO2 (kuldioxid) og således er skadelige for klimaet.
Det skriver det australske universitet, University of Queensland, i en pressemeddelelse på baggrund af et studie publiceret i tidsskriftet Global Change Biology.
»Ligesom traktorer pløjer vildsvin sig gennem marker og vender jord for at finde mad. Når jord bliver forstyrret af mennesker, der pløjer i en mark, eller i det her tilfælde fra vilde dyr, slippes kuldioxid ud i atmosfæren,« forklarer Christopher O’Bryan, førsteforfatter på studiet og post.doc fellow ved University of Queensland.
»Da jord indeholder op til tre gange så meget kuldioxid, end der er i atmosfæren, kan selv en lille del udledt fra jord have potentiale til at accelerere klimaforandringerne,« siger han.
\ Læs mere
Ved at pløje sig igennem det kulstofholdige jord, udleder vildsvin omkring 5,4 millioner tons CO2 på verdensplan hvert år - svarende til 1,1 millioner biler, lyder det i pressemeddelelsen.
Forskerne er kommet frem til resultaterne ved hjælp af populations-modeller og avancerede kort-teknikker, der sammen har kunnet give et billede af, hvor skadelige de vilde grise er for klimaet.
Med modellerne har de blandet andet simuleret 10.000 kort, der kan indikere antallet af vildsvin på globalt plan - vildsvin, der altså stikker snuden i jorden og således sender kulstof op i atmosfæren.
»Vores modeller viser en række forskellige udfald, men de indikerer, at vilde grise højst sandsynligt er i gang med at rykke et område op på omkring 36.000 til 124.000 kvadratkilometer, i områder hvor de ikke hører til,« udtaler Christopher O’Bryan.
Da der er gjort brug af simuleringer, er der vel og mærke tale om estimater, og Ifølge Nicholas Patton, ph.d.-studerende ved universitetet i Canterbury, er der også noget usikkerhed forbundet med resultaterne, idet kulstofindholdet i jordbunden og tætheden af vildsvin varierer fra område til område, skriver The Guardian.
Han påpeger dog, at forskningen bør få konsekvenser for måden, vi i fremtiden forsøger at bremse virkningerne af klimaforandringer.
»Invasive arter er et menneskeskabt problem, så vi er nødt til at anerkende og tage ansvar for deres miljømæssige og økologiske konsekvenser,« siger Nicholas Patton.
\ Læs mere
\ Læs mere
rf






























