Smurt ind i sump-mudder forsøger et dovendyr (Choloepus didactylus) at forsvare sig mod rovdyret Ozelot (L. Pardalis), inden den tager flugten i hurtig fart over en træstamme med det leopardlignende kattedyr i hælene.
Det yderst sjældne syn er fanget af en kamerafælde i Amazonas regnskov i Ecuador, og optagelserne er opsigtsvækkende.
Det skriver mediet Science Alert.
Det sløve dovendyr havde midt på dagen bevæget sig ned til et mineralholdigt sumpområde i Amazonas for at æde, da det blev angrebet.
Optagelserne af det dramatiske opgør kommer bag på forskere fra både Universidad de los Andes i Colombia, Universidad San Francisco de Quito i Ecuador samt University of Texas i USA, der sammen står bag en videnskabelig publikation om optagelserne, som er offentliggjort i ScienceDirect.
Og der er flere grunde til, at forskerne er overraskede.
»Både to-tået dovendyr og ozelots er svære dyr at studere. De er stille, undvigende og svære at finde og observere i naturen,« siger antropolog Anthony Di Fiore fra University of Texas, USA, i ScienceAlert.
Forskerne peger på, at optagelser af rovdyrs angreb i Amazonas er meget sjældne, og lige netop dette er endnu mere spektakulært.
De to-tåede dovendyr plejer nemlig først at besøge sumpområder som disse om natten, hvor der er mindre farligt. Og det op til en meter lange leopardlignende kattedyr, Ozelot, jagter normalt ikke så store dyr som dovendyret.
»Videoen viser et muligt bytte-rovdyrs forhold, som kun sjældent er blevet overvejet, og viser samtidig daglig aktivitet for det ellers overvejende nattedyr, totået dovendyr,« siger Anthony Di Fiore i ScienceAlert.
På de sjældne optagelser slipper det totåede dovendyr med livet i behold, og efter et besøg i området er der ikke fundet knogler efter dyret. Men forskerne kan ikke med sikkerhed sige, om det klarede angrebet.
smb






























