Færre end 5.000 sneleoparder er tilbage på verdensplan, og størstedelen af dem gemmer sig godt i Himalayas højder.
Et hold af norske og pakistanske vildtforskere er i forbindelse med et større forskningsprojekt draget til Himalaya i Nord-Pakistan, hvor de har fanget en sneleopard på kameralinsen.
Målet er, gennem optagelser med vildtdyrs-kameraer, at opnå en dybere forståelse for Himalayas rovdyr, der spiller en vigtig rolle i naturens økosystemer.
»Det er vigtigt at prøve at forstå dem, og vildt-kameraer passer meget godt til denne type forskning. Vi kan få endnu bedre resultater, hvis vi kombinerer dette med DNA-prøver fra afføring, som dyret har forladt,« forklarer Richard Bischof, der er rovdyrforsker ved Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet (NMBU), til forskning.no.
Store afstande og svært tilgængeligt terræn
I alt er Wild-kameraer blevet opstillet 461 forskellige steder i de nord-pakistanske bjerge, hvor de hver især har optaget mellem 10 dage og en måned.
Projektet har dog ikke været helt så enkelt, som det måske lyder. Dyrene lever nemlig over kæmpestore afstande på svært tilgængeligt terræn.
»Det byder på store udfordringer at drive forskning i bjergområderne i Himalaya. Mange steder findes der ingen veje eller infrastruktur,« siger Richard Bischof.
Alligevel har anstrengelserne resulteret i i alt 17.000 billeder af 11 forskellige rovdyr, som ud over sneleoparden inkluderer ulven, den brune bjørn og lossen.
\ Fakta
Der er cirka 5.000 sneleoparder tilbage på verdensplan, hvoraf størstedelen lever i bjergene i det centrale Asien. Sneleoparden kan blive op til 75 kilo og kan kendes på sin lange hale, der, ud over at holde balancen på usikkert terræn, dækker for dyrets mund og næse, når det er rigtig koldt.
Nu er flere forskningsartikler på vej, som blandt andet skal kortlægge, hvor de sjældne rovdyr lever og hvilke landskabstyper, sneleoparden foretrækker.
Hed rovdyrs-debat i både Pakistan og Norge
Forskningsprojektet kommer i kølvandet på en hed rovdyrs-debat, der skiller vandene i både Pakistan og Norge.
»Mønstret i Pakistan er som i Norge. Folk i byerne vil beskytte rovdyrene, mens mange folk i landsbyerne ser på dem som en trussel,« siger Richard Bischof.
Debatten svarer på mange måder til den debat, vi har haft i Europa og Danmark om ulvenes indtog i Jylland.
LÆS OGSÅ: Ulve, bjørne og losser trives i det tætbefolkede Europa
Også her kan fortalere og modstandere af ulven deles op i land og by.
I Pakistan opstår problemet mellem mennesker og dyr, når sneleoparden dræber landsbyernes husdyr, og de pakistanske beboere går til modangreb og dræber sneleoparden.
Forskningsprojektet er skabt i samarbejde med Snow Leopard Foundation, der har til formål at beskytte de truede sneleoparder.



























