En art bille er netop blevet opkaldt efter den unge klimaaktivist Greta Thunberg, skriver BBC.
Den nye bille, der har fået navnet Nelloptodes gretae, er mindre end én millimeter lang og har hverken vinger eller øjne.
Insektet ligner ikke ligefrem sin navnesøster, men den har dog to lange rottehale-lignende antenner i stil med Thunbergs fletninger, skriver mediet.
Forskeren bag fundet, Michael Darby, der er videnskabelig medarbejder ved Natural History Museum i London, siger, at han valgte navnet, fordi han var »enormt imponeret over den svenske teenagers miljøkampagne.«
Billen har formelt fået sit navn i Entomologist’s Monthly Magazine.
LÆS OGSÅ: Misogyni, vrede og de ord, visse mænd bruger til at beskrive Greta Thunberg
N. gretae blev først fundet i Kenya, Afrika, i 1960’erne af Wiliam Block, som donerede sine prøver til Natural History Museum i London i 1978.
Billen har været i museets samling lige siden. Da Darby var ved at studere samlingen, stødte han på billen, der endnu ikke havde fået noget navn.
Ved at navngive billen efter Thunberg siger Darby, at han vil »anerkende hendes fremragende bidrag til at skabe opmærksomhed omkring miljøproblemerne.«
Max Barclay, der er seniorkurator på museet med ansvar for biller, kalder valget af Thunberg »passende.«
»Det er sandsynligt, at uopdagede arter hele tiden går tabt på grund af biodiversitetskrisen. Så det er passende at navngive et af de nyere fund efter en, der har arbejdet så hårdt på at beskytte naturen og udsatte arter,« siger han til BBC.
LÆS OGSÅ: Gavner Greta Thunberg formidlingen af videnskab?
Af andre mediepersonligheder, der har fået dyr opkaldt efter sig kan nævnes
- Bob Marley, som har fået en parasit opkaldt efter sig ved navn Gnathia marleyi,
- Richard Dawkins, der har fået en slægt af fisk opkaldt efter sig (Dawkinisia),
- mens en række dyr er opkaldt efter Sir David Attenborough.
Der er desuden en edderkop ved navn Spintharus lenoardodicaprioi efter den populære skuespiller af 'samme' navn, samt en flue med gyldent hår kaldet Scaptia beyonceae.

Men det er kun et lille udpluk af dyr med 'kendisnavne', og hvis du har mod på det, kan du tage Videnskab.dk's quiz 'Kan du gætte, hvem dyret er opkaldt efter?'
LÆS OGSÅ: Se her ti dyr, der er opkaldt efter filmfigurer og kendisser
mho






























