Øjne så store som … At de vejer 20 gange mere end resten af hovedet.
Det er ikke et H.C. Andersen-eventyr, men en middelhavsorm med det latinske navn Vanadis. Ud over de store øjne formoder forskere, at ormen kommunikerer på et hemmeligt sprog ved at bruge UV-lys.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Ormen er en børsteorm, som kan findes mange steder i verden. De kæmpestore øjne gør den lille orm i stand til at se lige så godt som mus og rotter.

Forskerne fra Københavns Universitet og Lunds Universitet, som står bag det nye studie, mener, at ormen bruger UV-lys til at se og kommunikere hemmeligt. På den måde kan den jage og parre sig uden at blive forstyrret af et større dyr.
»Vi har en teori om, at ormene selv er bioluminescente og kommunikerer med hinanden via lys. Bruger man normal blåt eller grønt lys som bioluminescens, risikerer man jo også at tiltrække rovdyr, men hvis ormen i stedet bruger UV-lys, vil det være usynligt for andre dyr end deres artsfæller,« siger Anders Garm, der er neuro- og havbiolog på Biologisk Institut på Københavns Universitet, i pressemeddelelsen.
Men det er højst besynderligt, at et så lille dyr kan se noget så kompliceret. Derfor har studiet også vakt stor interesse inden for robotforskning, hvor viden om ormens syn måske kan føre til ny teknologi.
bhe






























