Har du nogensinde taget et ordentligt kig på en hjerne? Du har nok set skanninger og måske endda et vaskeægte eksemplar, der flyder rundt i formaldehyd.
Men faktisk kan det være svært, selv for fagpersoner, at få et ordentligt indblik i det vitale organ.
Derfor er det også nyskabende, at Lundbeckfonden har lanceret deres nye hjerneatlas som en del af online-projektet Neurotorium, der er frit tilgængeligt for alle.
Det skriver Lundbeckfonden på deres hjemmeside.
Men hvad kan man overhovedet med et 3D-hjerneatlas?
Lundbeckfonden selv skriver, at det giver »helt unikke muligheder« for at udforske diverse områder, kerner, strukturer og forbindelser, hjernen har at byde på - nu i 3D.
»Det kan være en svær opgave at finde gode billeder af mindre gængse områder af hjernen,« siger Maria Nordfang, der er Scientific Programme Director for Neurotorium-projektet.
»Man må ofte undvære gode illustrationer, når man underviser. Her kommer det nye hjerneatlas som kaldet.«
Neurotorium rummer også andre aspekter, såsom artikler og anatomisk korrekte billeder af hjernen og signalvejene. Alt indholdet bliver løbende opdateret for at sikre adgang til den nyeste forskning.
Årligt samles desuden et internationalt fakultet bestående af 54 forskere, der gennemgår materialet for at sikre høj kvalitet.
Det hele er først og fremmest tænkt som en hjælp for undervisere og forskere, fortæller forskningsdirektør i Lundbeckfonden, Jan Egebjerg.
»Vi håber, at platformen vil blive stedet, hvor såvel akademikere fra universiteter som forskere fra den kommercielle verden vil dele deres data og viden,« fortæller han i pressemeddelelsen.
Hvis man som lægmand er bare lidt nysgerrig på hjernen, er der god grund til at gå på opdagelse i det tredimensionelle neurologiske opslagsværk.
Ved at vende og dreje den kan du nemlig trykke på de forskellige dele af hjernen og læse en beskrivelse af den specifikke dels funktion - et fascinerende kaninhul at falde i, hvis man generelt er draget af vores mest komplekse organ.
Du kan finde det nye hjerneatlas på Neurotoriums hjemmeside.
seh, msb






























