KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis du er et nogenlunde roligt gemyt, tænker du måske, at du ikke har så meget til fælles med løvefar, der står i Zoologisk Have og nærmest bare venter på at slå noget ihjel og æde det.
Men det har du! Et nyt studie i tidsskriftet Plos One viser, at løver elsker at kæle med hinanden. Japanske forskere konkluderer efter at have studeret løver i Tamas zoologiske have i Tokyo, at løverne elsker at kæle med hinanden, fordi det skaber sammenhold og styrker deres stolthed.
Forskerne noterer sig ifølge Plos Blogs, at der er forskel på, hvordan han- og hunløver kæler. Mens hunløverne stod for 97 procent af det observerede slikkeri, virkede det, som om hannerne foretrak at gnide hovederne – løvehovederne – mod hinanden.
Hunløverne var også glade for at gnide, eller nærmest støde, hovederne mod hinanden, men så var det især med hanløver og ikke andre hunløver. Næsten alt kæleri blev besvaret positivt, især mellem han- og hunløver, beretter forskerne i Plos One ifølge Plos Blogs.
Forskerne skriver, at mere forskning er nødvendig, før de tør sige noget sikkert om, hvorfor løver foretrækker at kæle med hinanden i stedet for eksempelvis at blotte kønsorganer over for hinanden, som plettede hyæner gør. Men forskerne mener, at ritualerne grundlæggende finder sted for at knytte gruppen tættere sammen.
Læs også:
Hvorfor elsker katte papkasser?
Sex med dyr - ja, hvorfor ikke?
Tiger vs. løve: Hvem ville vinde kampen?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
th





























