Lav saltholdighed er skyld i, at den invasive dræbergople ikke kan producere nok æg til at opretholde en bestand i den centrale Østersø. Det er endnu et bevis for, at dræbergoplen ikke udgør en trussel mod Østersøtorsken, skriver DTU.
Dræbergoplen er blevet båret med fragtskibes ballastvand fra dens oprindelige hjemsted ud for den amerikanske østkyst til andre dele af verden. Og for få år siden nåede den Østersøen.
Dræbergoplen fik sit dårlige ry, efter den kom til Sortehavet i 1980’erne. Hvert individ af denne tvekønnede gople er i stand til at producere op til 14.000 æg på en dag, og da dræbergoplen ingen naturlige fjender havde i Sortehavet og kunne leve af fiskenes føde og spise deres æg og larver, formerede den sig eksplosivt på bekostning af de hjemmehørende fisk.
På grund af dræbergoplens dårlige ry, vakte det bekymring, da den første gang blev registreret i Østersøen. Bornholmerdybet er det vigtigste gydeområde for torsken i den centrale del af Østersøen, og det var frygtet, at dræbergoplen ville spise den værdifulde torsks æg og larver og den føde, som torskelarverne er afhængige af for at overleve.
For at prøve at forudsige, hvordan dræbergoplen ville sprede sig i Østersøen, og om de ville påvirke torskebestanden, undersøgte ph.d.-studerende Cornelia Jaspers fra DTU Aqua, hvordan de forskellige saltholdigheder i Østersøen påvirker dræbergoplens ægproduktion.
»Vores resultater viser, at på grund af den lave saltholdighed, kan dræbergoplen ikke formere sig nok til at kunne opretholde en bestand i torskens vigtigste gydeområde i Østersøen,« siger ph.d.-studerende Cornelia Jaspers fra DTU, som for nylig har publiceret sine resultater i det videnskabelige tidsskrift, PLoS ONE.





























