Man siger, at striber slanker. Og nu tyder noget på, at striber også kan gavne, hvis man er en ko, der døjer med insektbid.
Ifølge The Guardian er en gruppe japanske forskere kommet frem til, at køer med zebra-lignende striber bliver udsat for 50 procent færre insektbid fra fluer.
LÆS OGSÅ: Derfor har zebraen striber
Seks køer indgik i eksperimentet, og de tilbragte hver henholdsvis:
- Tre dage med malede striber
- Tre dage malet sort
- Tre dage uden noget maling overhovedet
Forskerne observerede over 9 dage:
- 55 fluer på de stribede køer
- 111 på de sorte
- 128 på de køer, som ikke var blevet malet
Forskerne tror, at striberne forvirrer insekterne og skræmmer dem væk, da striberne gør fluerne ude af stand til at forudsige køernes bevægelser.
Man har længe vidst, at zebraens striber har denne effekt, og der er før blevet foretaget forskning med lignende resultater på heste. Men det er første gang, at man har fundet denne sammenhæng med køer.
LÆS OGSÅ: Heste med myggenet
Insektbid udgør et stort problem for landbrug verden over. Fluerne forstyrrer køerne, når de spiser og sover, hvilket kan få køerne til at flokkes på meget små områder for at undgå insekterne.
Ifølge rapporten udgør fluebid en årlig omkostning på 2,2 milliarder dollars alene i USA, hvilket svarer til næsten 15 milliarder kroner.
Forskerne håber på, at man med den nye forskning vil være i stand til at afhjælpe dette problem ved hjælp af striber frem for pesticider. Men de understreger også, at man bliver nødt til at forske videre, før den nye viden kan udnyttes i praksis.
Keith Bayless, der forsker ved Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation i Australien, og som er ekspert i fluer, ser positivt på den nye forskning.
»Synssansen er vigtig for fluernes evne til at finde dyr. Fluerne leder efter store, mørke skikkelser, og derfor forvirrer striberne dem. Resultatet giver god mening, og jeg tror godt på, at forskningen kan blive brugbar for landmænd,« siger han til The Guardian.
Bayless opfordrer til, at man forsker videre i, hvordan fluens syn fungerer, for at finde frem til det optimale mønster og gøre teknologien mere holdbar.
Studiet om de zebrastribede køer er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Plos One.
LÆS OGSÅ: Hvorfor klør det?
LÆS OGSÅ:MUHU! Sådan kan malkekøer blive mere klimavenlige
jsj






























