Mr. Thouns fornemmelse for vejret

Det er de fattige i u-landene, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Men ved folk derude øst for Bornholm overhovedet, hvad klimaforandringer er? En Danida-finansieret rapport fra Cambodja giver indsigt i, hvordan et af tidens buzz-words opfattes i en anden del af verden.

I Cambodja finder vi Mr. Thoun. Han lidt afdæmpet. Det dunker i hovedet på ham, og hans krop værker. Han siger, at han måske har dengue-feber. Den er blevet hyppigere på disse kanter i Cambodja med det ændrede klima. Det samme er de voldsommere storme, uberegnelige årstider og tørke.

Fisker oplever vejret forandre sig

Mr. Thoun er fisker i den store pælelandsby Kampong Phhluk på nordsiden af Cambodjas store Tonle Sap sø. Som så mange andre i det fattige, sydøstasiatiske land har han oplevet, at vejret har forandret sig de senere år. Og lige som dem har han ikke en klar opfattelse af, hvad det skyldes.

Danida var sidste år medinitiativtager og medsponsor for en stor rapport, der skulle afdække, hvordan et repræsentativt udsnit af Cambodjas befolkning opfatter begrebet klimaforandringer. Rapporten udkom for nylig og viser, at Mr. Thoun ikke er alene om at være ukendt med et af tidens hotteste ord. Til gengæld er han uhyggelig bekendt med konsekvenserne af forandringerne.

Fattige Cambodja bliver hårdt ramt

Bistandsorganisationerne mener, at det er de fattige i u-landene, der vil blive hårdest ramt af forandringerne. Her er Cambodja ingen undtagelse. I forhold til andre fattige lande i regionen forventes konsekvenserne at blive alvorlige. Ikke så meget fordi landet skylles ud i havet eller bliver omdannet til én stor ørken, men fordi landet er rigtig dårligt rustet til at modstå følgerne af klimaforandringerne.

Efter år som uofficielt offer for Vietnam-krigen, Pol Pots Røde Khmerer og efterfølgende borgerkrig, er Cambodjas institutioner svage og under opbygning. Folk er fattige – meget fattige – og korruptionen gennemsyrer landet fra folkeskoler til ministerkontorer.

Telefonlisten over internationale bistandsorganisationer i landet er mange A4–sider lang. De fleste af organisationerne vil gerne hjælpe Mr. Thoeun og folk som ham, ikke mindst når det drejer sig om at imødegå og tilpasse sig konsekvenserne af forandringerne. Et godt udgangspunkt for dette er at have viden om, hvad 'almindelige' mennesker på gader og markedspladser ved om klimaforandringer.

To generationer kan huske vejrets udvikling

Man skulle næsten tro, at mr. Thoun havde læst rapporten fra Danida, fordi hans fortælling om vejret de sidste 20 år stemmer rigtig godt overens med, hvad flertallet af de over et tusinde interviewede personer har fortalt. I en pælehytte midt på eftermiddagen i 43 graders varme, er det ikke svært tro mr. Thoun, når han siger:

»Der har været store forandringer i vejret. Det er blevet meget varmere, og før havde vi ikke særlig mange storme. Det har vi nu, og vi får også meget mindre regn end tidligere. Folk her ved søen er mere syge med maveproblemer, dengue-feber og malaria.«

Hans lille, vindtørre svigermor, Mrs. Breng, er 71 år og født i landsbyen. Hun kan berette en generation længere tilbage. Hun siger det samme som svigersønnen. Før var stormene færre og mindre, nu er de kraftigere og større.

Familiens forklaringer stemmer fint overens med de scenarier, som diverse rapporter har ridset op for landets kommende vejrforhold.

I Cambodja ved de, at mennesker står bag klimaforandringer

Udgangspunktet for konsulenternes rapport blev noget besværliggjort af, at ordene 'klima' og 'vejr' på landets sprog khmer er ens. Ikke desto mindre giver rapporten et glimrende indtryk af, hvordan cambodjanerne opfatter forandringerne.

Bliver de spurgt om årsager til klimaforandringerne, kobler de dem sammen med træfældning - et stort lokalt problem. De bekymrer sig om skovfældningen, fordi de mener, at skovene er med til at give regn, vedligeholde grundvandsdepoterne og beskytte folk og ejendom mod storme og oversvømmelser.

Det er kun ganske få, der ser en sammenhæng mellem luftforurening og klimaforandringer. De fleste er dog godt klar over, at det er menneskets aktiviteter, inklusive deres egne, der bidrager til ændringerne – og at disse ændringer er kommet for at blive.

Medier fokuserer ikke på klimaproblemer

Når det drejer sig om at gøre noget ved situationen, ved flertallet til gengæld ikke, hvad de skal stille op. De mener ikke, at de får den information, de skal bruge. Mangel på information er sammen med mangel på penge og redskaber de tre største barrierer for befolkningen til at kunne stille noget op.

Relevant information kunne distribueres gennem radio, tv eller mobiltelefoner, som næsten alle har adgang til. Medierne er ikke særligt fokuserede på emnet klimaforandringer, og der erkender selv, at de kunne gøre meget mere.

Så hvem skal redde Cambodja fra storme, hede, uregelmæssige og kraftigere regnskyl? Ifølge menigmand er det regeringen, statsministeren og NGO’erne. Tilsyneladende findes der værdifuld viden i diverse ministerier om klimaforandringer, tilpasning og konsekvenser. Den når desværre bare ikke udenfor til fortorvet og pælelandsbyerne. Det er en informationskløft, som f.eks. nogle arktiske folk også oplever.

Dårlige og kortsigtede strategier hos folk i landsbyerne

Er en fremtid som fisker på Tonle Sap noget, Mr. Thouns fem børn skal satse på? Mam Kosal fra forskningsinstitutionen World Fish Center i hovedstaden Phnom Penh siger:

»Hans børn vil se flere uforudsigelige ændringer i økosystemet, som vil påvirke alt fra fiskeri til de landbrug, der ligger lidt længere væk fra søen. Folk i landsbyerne omkring Tonle Sap er meget opmærksomme på forandringerne. De ved ikke, at det er klimaforandringer, men de ved, hvad de ser og sammenligner med tidligere tider. Deres strategier for at tilpasse sig er kortsigtede og ineffektive. Børnene burde sendes i skole, men det er et problem, for de er nødvendige, når far fisker.«

Danida overser vigtige pointer

Kan forskeren bruge rapporten til nogen? Antropolog og lektor på Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet Frank Sejersen har læst de mange sider. Han mener:

»Jeg bider især mærke i, at rapporten er skrevet efter formlen 'for at hjælpe dem, skal vi finde ud af, hvad de ikke ved, så vi kan fylde hullerne ud'. Det er en vinkel, som vægter underskud og mangel. Man kan dermed komme til at overse de mange ting, som folk ved, forholder sig til, bekymrer sig om og gør noget ved.«

»En af farerne ved samfundsfokuseret klimaforskning er, at den kommer til at centrere sig for snævert om relationen mellem klima og levevilkår, og dermed udelader de mange andre betydningsfulde forhold, som influerer på folks levevilkår. Klimarelaterede forhold er i det hele taget meget svære at adskille fra andre forhold, som indvæver sig på kryds og tværs.«

Information alene vil ikke hjælpe

Frank Sejersen fortsætter:

»Jeg synes ikke specielt godt om rapportens idé om, at der bare skal mere og tidssvarende information til befolkningen, samt at deres forståelse af klimasammenhængene skal gøres bedre for at løse problemerne - det er en vinkel, som er for simpel. Jeg tvivler på, at mere information knyttet til forståelsen af klima vil hjælpe de folk, der står overfor en række uoverstigelige problemer.«

Antropologer får stof til eftertanke

Frank Sejersen er dog ikke udelukkende kritisk over for rapporten:

»I forhold til anvendt antropologi synes jeg, at rapporten peger på nogle interessante sammenhænge, som en antropolog kan bruge som tankegods i sit udviklings- og bistandsarbejde. Og som påmindelser i vinklingen af arbejdet.«

Frank Sejersen nævner fire punkter:

1. Hvor svært det faktisk er at tale med folk om klima (forstået på den naturvidenskabelige måde)
2. At folk har specielle og divergerende forestillinger om, hvad og hvem der tilpasser sig klimaændringer
3. At man har klare forestillinger om, hvem der ved mere end andre og hvem som bør handle (institutionelle forhold, forestillinger om ekspertiser, fordeling af ansvar mv)
4. Hvordan nyheder cirkulerer og gennem hvilke medier

Godt udgangspunkt for møde med lokale

»Jeg synes, at antropologer kan få meget ud af rapporten i både den specifikke nationale sammenhæng og i mere generelle diskussioner om vanskeligheden ved at arbejde med klimatilpasning. Den er ligeledes et godt udgangspunkt for en diskussion med lokale. Mange antropologer arbejder i NGOer, og rapporten er dermed interessant for dem.«

»Især den store interviewdel af rapporten finder jeg meget anvendelig, da man der får et klart indtryk af forskelligheden i opfattelser, men alligevel også at deres forståelser og begrebsbrug peger i en bestemt retning, som man kan bruge som udgangspunkt for sit arbejde.«